Lille Vildmosecentret indbyder publikum til udendørs aktiviteter og guidede ture i bededagsferien

Bededagsferien lokker med lunere temperaturer og Lille Vildmosecentret indbyder derfor publikum til udendørs aktiviteter.

Blandt de spændende aktiviteter tegner sig guidede ture i ét af Danmarks smukkeste naturområder

De begynder torsdag aften 16. maj, hvor du kan komme med på bustur ind i Tofte Skov.

Guiden inddrager dig undervejs i den spændende og flere hundrede år gamle kulturhistorie, som knytter sig til skoven og området, og vise dig den enorme naturrigdom, som skoven gemmer på.

Krondyr og vildsvin

Undervejs møder du med stor sandsynlighed skovens store bestand af vilde krondyr og vildsvin, som gennem græsning er med til at skabe en lysåben græsningsskov.

En kort vandretur fører dig til Bønderskoven, hvor de krogede og gamle egetræer byder velkommen.

Under træernes store lysegrønne kroner ses tydelige tegn på vildsvinenes aktivitet og søgen efter føde.

Lyt godt efter. Måske kan du høre spætten hakke i de udgåede træer, som huser en stor aktivitet af utallige insekter.

Turen har i 2019 fået et nyt højdepunkt - bogstaveligt talt.

Stig med til tops i det nye 17 meter høje Toftebakketårn, som smyger sig mellem bøgetræer op over trækronerne.

Den høje opstigning belønnes med et betagende udsyn over Tofte Mose - hjertet af et af landets mest imponerende og spændende naturområder.

Ad plankesti på højmoseflade

Samtidig kan du ved foden af tårnet gå på opdagelse af den nyanlagte plankesti, der gør det muligt at udforske den ellers utilgængelige og enorme højmoseflade.

Fredag 17. maj, bededag, kan du komme på en guidet vandretur, hvor du fra Tofte Sø via Nordsøstien føres til én af Danmarks største naturperler - Tofte Mose.

Turens mål er plankestien på Tofte Mose, hvorfra du oplever stilheden og de åbne vidder og får indblik i højmosens dannelse og dens unikke dyre- og planteliv.

Som altid er fornuftigt fodtøj og en kikkert godt at medbringe.

Mosens dyr er værd at studere.

Elgkalve og krondyr

Endelig kan du søndag 19. maj komme på en guidet tur i Elgenes Land i Mellemrådet.

Sammen med guiden prøver deltagerne at spotte en eller flere af de 16 elge, de nye elgkalve og de mange krondyr.

Du kører med radioguidning, hvor du via din egen bilradio guides under hele turen.

Undervejs gøres flere stop ved udvalgte udsigtstårne og pavilloner i området.

Begge ture indledes klokken klokken 10.30 fra Lille Vildmosecentret og slutter igen 12.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...