Som gymnasieelev så Jørgen Olsen, Arden, et opslag fra Abbé Pierres Klunsere - som han 50 år senere stadig er besjælet af

ARDEN: Som 17-årig gymnasieelev i Vesthimmerland fangede en seddel på skolens slagstavle hans blik:

”Hvad skal du lave i sommerferien? Ved du, hvad en klunserlejr er?”, lød det udfordrende

Det fandt Jørgen Olsen, Arden, snart ud af.

Han meldte sig til lejren - og har så at sige været der siden - først som klunser, siden som meget aktiv formand og koordinator for den lille ulandsforening Genvej til Udvikling (GtU).

Genvej til Udvikling

GtU opererer både i Vestafrika og som hjemlig markedssælger af håndværksprodukter fra en håndfuld små vestafrikanske stater som Niger, Burkina Faso, Mali og Benin.

Dengang i juli 1969 gik opgaven ud på at arbejde for en Abbé Pierre klunserlejr på Vissengaard syd for Gug.

- Som ung og vildt søgende, pubertetsramt teenager - altid på farten og båret af min evindelige diskussionslyst - trængte jeg til at røre ved noget konkret og være lidt fysisk.

Godt tilpas i det selskab

- Og jeg blev dybt grebet af det. At møde mange unge fra andre lande, fra andre kulturkredse, samle ind, sortere og sælge brugt tøj og andre sager til fordel for projekter i tredje verden var nærmest som en åbenbaring for mig.

Både følelsesmæssigt og intellektuelt følte jeg mig godt tilpas i det selskab, husker Jørgen Olsen.

10 år forinden - i 1949 - havde den franske, katolske præst Abbé Pierre (1912-2007) skabt sin klunserbevægelse og grundlagt Emmaus International (EI), der arbejder for at hjælpe fattige, hjemløse og flygtninge.

Klunserne bevægede sig nærmest fra gade til gade. Først delte de løbesedler ud.

Siden gik klunserne fra dør til dør. På bedste loppemarked vis samlede de - længe før andre fik samme ide - brugte sager ind, som transporteredes i små lastbiler og blev solgt til fordel for arbejdet rundt i tredje verden.

Huse til hjemløse

Fremgangsmåden var ens, hvad enten klunserne opererede i Italien, Frankrig, Belgien eller Italien.

I efterkrigsårene med megen social nød i Europa byggede Abbé Pierre og hans klunserkammerater huse til hjemløse - ofte uden byggetilladelse.

Om det aspekt skrev præsten trodsigt i en bog:

”Det er i strid med loven, at lille Jeanne er født med tag over hovedet.

Uden for i det fri kunne hun komme til verden og dø i overensstemmelse med love og paragraffer.

Nu derimod er hun født og vokser op i et lunt hus, som i følge loven slet ikke burde være bygget”.

En mand fuld af humor

Under Anden Verdenskrig arbejdede Abbé Pierre med at smugle jøder til Schweiz.

- Deraf udsprang tanken om at gøre klunserlejrene internationale.

- Hvis man lærer unge mennesker fra andre kulturkredse godt at kende og fatter sympati, så er man jo heller ikke motiveret for at slå dem ihjel i en krig, begrunder Jørgen Olsen, der har mødt Abbé Pierre fem-seks gange - senest i 2003.

- Han var en rigtig eventyrer. Et inspirerende menneske fuld af humor og selvironi, lyder karakteristikken.

Ved en skillevej

I 1978 stiftede Jørgen Olsen og andre danskere ulandsforeningen Genvej til Udvikling (GtU), der opererer i land i Vestafrika.

- I halvfjerdserne oplevede vi en splittelse i det internationale hjælpearbejde, hvor man enten gik rabiat til værks og samlede penge ind til befrielsesbevægelser eller modsætningsvis bare samlede ind uden at analysere, hvorfor der var nød.

- Hos Gtu ville vi gerne gribe fat i det økonomiske kredsløb og udnytte lokale ressourcer mere hensigtsmæssigt i samarbejde med lokale græsrodsgrupper.

- Eksempelvis være med til at at opbygge kvægbesætninger, renovere brønde og hjælpe med at etablere kornbanker ud fra devisen ”giv ikke de sultne en fisk - giv dem en fiskestang”, forklarer Jørgen Olsen.

Vestafrikansk håndværk

Nu om dage tilbringer GtUs frivillige megen tid med at sælge vestafrikanske, håndfremstillede sager af gedigen kvalitet - kurve, dukker, krukker og halskæder.

Salget foregår på markedspladser blandt andet i Himmerland.

- Vi køber varerne i Vestafrika, sælger dem og for de indtægter, vi får, køber vi flere varer af vestafrikanerne, som vi så sælger. Det skaber lokale arbejdspladser.

- Og mens vi sælger, oplyser vi om forholdene i de områder, vi samarbejder med.

- Vi vil gerne vise et positivt billede af Afrika og af afrikanere, der er lige så optaget af at skaffe sig en levevej og hjælpe deres børn godt i verden, som vi selv er.

- Afrikanere skal man hverken være bange for eller have ondt af. De er mennesker som os, bemærker Jørgen Olsen - ”udlært i livets skole og en halvstuderet røver”, som han ser sig selv.

- Jeg har levet et spændende liv - og det gør jeg stadigvæk, forsikrer den 67-årige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...