Der er både uhygge, hygge og eventyr på lærredet i Skørping

SKØRPING: Filmene står i kø i denne uge i Kinorevuen i Skørping.

Filmen ’Joker’ er oprindelseshistorien bag Batmans ærkefjende, der i filmen går under det borgerlige navn Arthur Fleck. Han kæmper for at finde sin plads i mængden. I den fjendtlige by Gotham, der emmer af splittelse, går han rundt i de mørke gader iført to forskellige masker. Den maske, han dagligt maler på i sit job som klovn, og den anden han aldrig kan tage af. Den er hans forklædning.

Filmen Blinded by the Light foregår i 1987 i Storbritannien. Et land, der til trods for sine problemer, formår at holde livet i gang med stort hår og farverigt tøj. Midt i tidens oprør omkring race og økonomi skriver Javed, en britisk teenager med pakistansk baggrund, poesi som et middel til at flygte fra byens intolerance og sin fars stærke holdninger. Men da en klassekammerat introducerer ham for musikken af ”The Boss”, giver sangene ham mod til at snakke med pigen, han er vild med – og med kassettebåndet i sin walkman, kan han nu endelig finde de helt rigtige ord. Filmen er en sprudlende coming-of-age historie om en teenager, der lærer at leve livet, forstå sin familie og finde sin egen stemme gennem Bruce Springsteens musik og tekster.

I den danske film Valhalla tager vikingebørnene Røskva og Tjalfe på en stormfuld rejse fra Midgård til Valhalla med guderne Thor og Loke. Livet i Valhalla viser sig dog at være truet af den frygtede Fenris-ulv og Jætterne. Side om side med guderne må de to menneskebørn kæmpe for at bevare Valhalla og redde verden fra Ragnarok.

Valhalla er en live-action eventyrfilm baseret på Peter Madsens legendariske danske tegneserie Valhalla om de nordiske guder fra 1979 og hans tegnefilm af samme navn, som i år får 40-års jubilæum. Da tegnefilmen udkom den 10. oktober 1986, var det den dyreste danske tegnefilm nogensinde, og den blev en stor publikumssucces med næsten 600.000 solgte billetter.

Familiefilmen Gooseboy er en ny historie fra makkerparret Wikke-Rasmussen, som tidligere har stået bag de populære børnefilm Hannibal & Jerry, Flyvende Farmor og Der var engang en dreng.

I Gooseboy møder vi drengen Viggo, der lever og ånder for spilverdenen. En dag ændres hans liv dog brat, da en gås crash-lander på altanen, og det ovenikøbet viser sig, at gåsen kan tale! Gåsen er desperat for at indhente sin flok, men har brækket vingen, så Viggo må træde i karakter og hjælpe sin nye ven. Sammen kommer de på en forunderlig, fantastisk og farverig rejse, der viser sig være langt mere krævende, end Viggo nogensinde havde kunne forestille sig!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...