I Arden Hallen og i Rosendal Idrætsforum er der sæsonstart tirsdag 27. august, mens sæsonstarten i Mariager Hallen er henlagt til onsdag 28. august.

MARIAGERFJORD: Vanebryderne i Mariagerfjord er et tilbud til dem, som gerne vil støttes i en varig livsstilsomlægning i forbindelse med et vægttab.

Konceptet er udviklet i et samarbejde mellem LOF Mariagerfjord-Rebild, Mariagerfjord Kommune og Hjerteforeningen, og erfaringerne har indtil videre været så ubetinget positive, at ”Vanebryderne” nu er klar til at tage hul på en ny sæson.

I Arden Hallen og i Rosendal Idrætsforum er der sæsonstart tirsdag 27. august, mens sæsonstarten i Mariager Hallen er henlagt til onsdag 28. august.

Med vanebryderne mødes man ni gange over tre-fire måneder - afbrudt af et antal såkaldte refleksionsuger, som skal skabe rum til at arbejde med omlægningen af livsstilen.

Forløbet indeholder forskellige motionsaktiviteter og madværksted, så deltagerne bliver inspireret til at spise mere groft og grønt i hverdagen, og alle deltagere modtager også et motionskort, som under forløbet giver fri adgang til motionsaktiviteter i den hal, hvor de er tilmeldt.

Ejgil Kristensen fra Hobro er en af dem, der allerede har været i sving med at lægge livsstilen om.

- Vi har alle dårlige vaner, men nu skulle der gøres noget ved mine. Jeg er stor tilhænger af, at det netop handler om at ændre vaner og arbejde med det. På den måde kom ændringer i motion og kost helt automatisk, men jeg er særligt blevet bevidst om at gøre noget aktivt hver dag.

- Jeg er rigtig godt på vej, men hopper på holdet igen til august for at få lidt ekstra løft og støtte, siger han.

Projektet støttes af Kulturministeriets Udviklingspulje og bunder i, at knap 40 pct. af indbyggerne i Mariagerfjord Kommune aktuelt skønnes at være overvægtige.

Yderligere oplysninger kan findes på hjemmesiden www.mariagerfjord.dk/Sundhed/sundhedstilbud/vanebryderne

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...