Skørping Vandværk er på udkig efter en ny kildeplads

SKØRPING: I løbet af 2018 var Skørping Vandværk nødsaget til at lukke deres indvindingsboring på Hanebakken grundet forringet vandkvalitet, hvilket resulterede i en lavere forsyningskapacitet.

Derfor har vandværket været på udkig efter en ny kildeplads – altså en boring, hvor der kan findes godt drikkevand. Den er nu muligvis fundet ved Fræer by, cirka to kilometer nord for Skørping by, hvor der netop er påbegyndt en undersøgelsesboring.

- Vi har indhentet de fornødne tilladelser til boring, og lodsejeraftalerne er blevet indgået, men der er foreløbigt kun tale om en prøveboring for at teste om der overhovedet er vand, og om det er i en ordentlig kvalitet, fortæller Casper Birkmose Mejer, der er næstformand i Skørping Vandværk og projektleder for den ny kildeplads.

- Vi har valgt området på baggrund af detaljeret geologisk information og mange overvejelser, og Skørping Vandværk er i den forbindelse yderst taknemmelige over den velvilje og samarbejdsvilje, vi har mødt fra de berørte lodsejere.

- Prøveboringen samt renpumpningen vil løbe over januar og februar, og såfremt vi finder vand af en brugbar kvalitet, vil der blive søgt om etablering af en eller flere indvindingsboringer i området, slutter Casper Birkmose Mejer.

Plan Energi er Skørping Vandværks husrådgiver, PC Brøndboring er brøndborer, mens Niras er geologisk rådgiver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...