Lidt over 80 mennesker var for nylig mødt op i Suldrup Sognehus for at høre historien om to malerier.

SULDRUP: Lidt over 80 mennesker var for nylig mødt op i Suldrup Sognehus for at høre historien om to malerier. I 1939 malede den lokale kunstner Aage Sørensen to malerier, direkte på væggen i krostuen på Hjedsbæk Kro. 80 år senere blev de aftrukket af Aage Kristiansen og overført til plade, restaureret, indrammet og givet til Suldrup Sognehus.

Leo Nøhr fra Sønderup-Suldrup Menighedsråd indledte aftenen med at fortælle om Aage Sørensens liv og hans virke som maler, kunstner, teatermaler og meget andet.

Aage Kristiansen fra Aars - tidligere malermester i Blære - fortsatte aftenen med at berette om hans forhold til og samarbejde med Aage Sørensen i 1964 og nogle år frem. Aage Kristiansen deltog i nogle kurser hos Aage Sørensen og han malede blandt andet Støvring Frimenighedskirke i samarbejde med Aage Sørensen. I løbet af deres samarbejde fortalte Aage Sørensen om den teknik, han brugte til at aftrække malerier, der er malet direkte på vægge.

I påsken 2018 var Aage Kristiansen på kunstudstilling på Hjedsbæk Kro, hvor han så Aage Sørensens flotte malerier. Aage Kristiansen blev bekendt med at kroen skulle rives ned, og han syntes, at det var helt forfærdeligt, at de to malerier derfor ville ende på lossepladsen. Ejerne af kroen, Elin og Kai Salomonsen, blev kontaktet, og de var med på ideen om at redde de gamle vægmalerier.

Aage Kristiansen fortalte via billeder og video om hans arbejde nedtagning og restaurering af malerierne. Kort fortalt ved at lime hørlærred på malerierne med gammeldags snedkerlim, aftrække dem, rense for puds på bagsiden og klæbe dem op på de to plader med vandfast lim og derefter af bløde lærredet igen med lunken vand. Gammeldags snedkerlim har den egenskab, at den kan opløses fuldstændig igen med vand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...