MODIGE: Bare tre deltagere vovede at udfordre vejret - og de blev belønnet

LINDENBORG Å: Vejrudsigten havde i dagene op til en vandretur ”Lindenborg Å Rundt” givet melding om både storm og over 40 mm regn på dagen.

En tur, hvorunder naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen fra Outdoor Himmerland førte an for et meget lille sluttet selskab.

Bare tre deltagere havde lyst til at udfordre vejrguderne.

Vejret viste sig dog fra den pæne side, og selvom det blæste ret godt, så var der stort set tørvejr på hele turen.

Rold Skov præget af uvejret

De seneste dages megen regn kunne turdeltagerne dog hurtigt konstatere også havde sat sit præg på Rold Skov.

Der var således mange steder ansamlinger af vand – både ude på de åbne stykker, men også inde i skoven var der opstået en del nye mindre ”skovsøer”.

Lindenborg Å, som var udgangspunktet for dagens gåtur, var vokset markant og flere steder stod vandet ind over de omkringliggende arealer.

Ørnebjerg og Bundgaarden

Udgangspunktet for turen var Rebild, og herfra gik turdeltagerne først mod Ørnebjerg og Bundgaarden.

Begge steder har været med til at sætte kunstnerisk præg på Rold Skov området.

Herfra gik turen videre forbi det lidt ”mystiske sted” Stenrækken, der er en 70 meter lang række af 29 favnstore sten, der går tværs over en næsten forsvunden gravhøj.

En række andre spændende steder som blandt andet Lille Blåkilde, Lindenborg Å, Buderupholm Hovedgård, Skadsholm, Fruesko-indhegningen og en række gravhøje blev også passeret.

Outdoor Himmerland

Naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen fra Outdoor Himmerland glæder sig over, at det lykkedes at gennemførte turen.

- Det er dejligt, at selv om vejrudsigten virkelig havde lovet blæst og en del regn, så mødte tre friske skovgæster op.

De fik blandt andet den oplevelse at se at skoven snart er klar til forår.

Erantis og vintergækker kan man se mange steder, hvor der tidligere lå huse.

- Og så er blandt andet kaprifolie og hyld meget langt fremme med deres grønne blade, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.

Midt vejs på turen rundt var indlagt en pause, hvor der blev serveret noget varmt at drikke.

Og så var der ellers mulighed for at snakke om påklædning i forhold til det skiftende vejr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...