Elisabeth Holmegaard Nielsen - giver 6. oktober koncert i Rebild Musikforening

REBILD: Efter at have været tæt på at lukke i forrige sæson har Rebild Musikforening fået nye kræfter både på medlemssiden og i bestyrelsen og er nu klar til en ny sæson.

Oven i købet ”et brag af en sæson”, som Jette Tikjøb Olsen. Rebild Musikforening, udtrykker dét.

Første arrangement i 2019/2020 bliver med dansk-ukrainske Elisabeth Holmegaard Nielsen, som søndag 6. oktober kommer til Rebild med et program bestående af highlights fra klaverrepertoiret.

Elisabeth Holmegaard Nielsen debuterede som koncertsolist i 2017 og modtog allerede som studerende på Det Kongelige danske Musikkonservatorium Léonie Sonnings Talentpris.

Siden har hun vundet priser ved flere konkurrencer i Danmark, Østrig, Portugal, Italien og Holland og optrådt flittigt ved festivaler i Italien, Tyskland, Holland, Schweiz, Slovakiet, Østrig, Ukraine, Sverige og Danmark.

Ved koncerten i Rebild Musikforening 6. oktober vil Elisabeth Holmegaard Nielsen spille Mozarts sonate i B-dur KV 333, Brahms: Syv fantasier opus 116, Debussy: “La fille aux cheveux de lin” og “ L’isle joyeuse” samt Prokofievs sonate nr 6 op 82, A-dur.

Det lokale koncertpublikum kan også allerede nu glæde sig til Rebild Musikforenings næste koncert, søndag 27. oktober, hvor klarinettisten Jonas Lyskjær Frølund spiller akkompagneret af Francesco Barfoed på klaver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...