Lokale Ingeborg Sebbelin har skrevet manuskriptet og lokale Johanne Grønkjær har komponeret musikken

Skørping Marionetteater har lørdag 3. oktober premiere på stykket ”Så længe vi kan danse” med undertitlen ” Pigeliv på sanatoriet ”

Stykket er skrevet af den lokale forfatter og præst, Ingeborg Sebbelin.

Ideen til stykket opstod i forbindelse med fejringen af Skørping Bys 150 års jubilæum i 2019.

En gymnasiepige skal skrive en SRP-opgave og vælger at skrive om Sanatoriet i Skørping, hvor patienter med tuberkulose fra hele landsdelen for 100 år siden var indlagt i flere måneder.

For at finde materiale til opgaven går hun på Lokalhistorisk arkiv.

Hun får god hjælp af arkivaren, men lidet aner hun, hvordan hun dermed bliver hvirvlet ind i historien og pludselig står ansigt til ansigt med sin oldemor.

Stykket instrueres af skuespiller Jørgen Bing, og musikken er komponeret af den lokale unge komponist Johanne Grønkjær Lorenzen.

Stykket skulle egentlig have haft premiere i marts, men blev p.g.a. corona-pandemien aflyst ved den lejlighed.

- Men nu gennemfører vi det med alle de anbefalede forholdsregler.

- Og stykket er pludselig blevet uhyggeligt aktuelt. For hundrede år siden havde man ingen vaccine mod tuberkulose.

- I dag hvor coronapandemien hærger i hele verden, står vi også fortsat og mangler en vaccine, siger formand for Skørping Marionetteater, Else Marie Almeborg

Premiereforestillingen, der vises i Kinorevuen i Skørping, er udsolgt på grund af forsamlingsforbudet på max 50 personer, men søndag 4. oktober kl. 12 er der fortsat ledige pladser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...