Kursk og Mødregruppen kan fra torsdag ses i Skørping

SKØRPING: To nye film kan fra torsdag ses i Kinorevuen i Skørping.

Den ene er Thomas Vinterbergs film Kursk.

Efter ti års inaktivitet står den russiske ishavsflåde atter til havs i en stor manøvre. Mandskabet er spændt over endelig at få noget action – også besætningen ombord på den gigantiske atomubåd Kursk, hele flådens stolthed. Men sandheden er, at udstyret ikke er særlig godt vedligeholdt.

En øvelsestorpedo eksploderer ombord og sætter gang i en kædereaktion. Den vældige eksplosion registreres også hos NATO, der overvåger øvelsen, men fra russisk side møder man kun tavshed. Ingen vil fortælle sandheden om Kursk, der ligge på havets bund. Og om de 23 overlevende besætningsmedlemmer, der forsøger at holde modet oppe, mens de venter på hjælp.

Thomas Vinterberg tager udgangspunkt i den historiske hændelse i august 2000 og sætter ansigter på de mænd, der sidder fanget under de iskolde vandmasser. Han fortæller sideløbende om deres familier, der klynger sig til håbet, og om den russiske flådes redningsforsøg og siden det britiske tilbud om hjælp til redningsaktionen.

Den anden film er Mødregruppen.

I Hong Kong lever den nybagte mor Line det vilde jetsetliv sammen med manden Bjørn, som er direktør for familiens internationale virksomhed.

Da Line opdager, at Bjørn har en affære med deres filippinske barnepige, rejser hun i raseri til det sidste sted hendes mand vil lede - hendes sydfynske hjemby.

Hvad der blot skal være et kortvarigt ophold, bliver en længere rejse hjem til rødderne, den indebrændte keramikerkusine Maja og mødet med en sprudlende mødregruppe. Bjørn lukker for alle Lines midler og truer med at tage sønnen fra hende. Line står til at miste alt, og samtidig rammer hverdagens praktiske udfordringer og fordommene om livet i provinsen.

Sammen med mødregruppen og den fortørnede kusine, tager Line kampen op mod grød, gylp, gæld og trusler fra en magtfuld ægtemand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...