To nye film er på plakaten i Skørping i denne uge

SKØRPING: Den første er filmen Fantastiske Skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser.

Da den første film i serien sluttede, blev den magtfulde mørkets troldmand, Gellert Grindelwald fanget og sat bag magisk lås.

Men nu er Grindelwald undsluppet sit fangenskab og er med det samme gået i gang med at samle ligesindede følgere. Men hvad kun de færreste er klar over, er hans virkelige plan, at skabe en renblodet race af fuldblods troldmænd, der skal herske over både de magiske og ikke-magiske skabninger på jorden.

I et desperat forsøg på at forhindre Grindelwalds onde planer, søger den unge troldmand, Albus Dumbledore, hjælp fra sin tidligere studerende, Newt Scamander, der endnu en gang accepterer at hjælpe, dog uden at vide, hvor livsfarlig en mission han har påtaget sig. ’Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ bringer nye karakterer i spil, og filmen byder både på en klassisk historie om mødet mellem det gode og det onde, mens der naturligvis vil indgå detaljer for ægte fans af Harry Potter.

Den anden film er ’Vogterne’.

Filmen fortæller i besættende smukke billeder om de kvinder, som holder skansen, mens mændene drager i krig. Året er 1915.

Frankrig og Tyskland strides på slagmarken. Franske byer og landsbyer tømmes for unge, arbejdsdygtige mænd.

Ikke alle vender hjem igen – og de, som gør, er gerne i dårlig forfatning. Dette har selvfølgelig store konsekvenser for livet på landet, hvor kvinder, børn og gamle mænd må holde sammen på både privat- og arbejdsliv. Også de moralske koder ændrer sig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...