Carl Mørck og Assad er tilbage på biograflærredet i Skørping

SKØRPNG: I denne uge kan Kinorevuen i Skørping præsentere tre nye film:

Journal 64

Uhyggen rykker tættere på, når publikum for allersidste gang kan opleve Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i de ikoniske roller som Carl Mørck og Assad. Det er Zentropas fjerde og sidste film i Jussi Adler-Olsens populære serie om Afdeling Q.

Nogle håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed: Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar.

Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er og hvem den fjerde plads er tiltænkt.

Carl og Assad sætter jagten ind på lejlighedens beboer og finder spor tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldt utugtige piger. Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, men der dukker personer op, som siger, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid. Carl og Assad indleder et kapløb mod tiden for at forhindre nye mord og overgreb.

The Wife

Joan Castleman (Glenn Close) er en intelligent og smuk kvinde - den perfekte hustru.

De sidste 40 år har hun tilsidesat sit eget talent, sine egne drømme og ambitioner for at støtte op om sin karismatiske mand Joe (Jonathan Pryce) og hans imponerende litterære karriere. Hun har ignoreret hans utroskab, tilskrevet det hans kunst og undskyldt det med elegance og humor. De har opbygget et ægteskab udelukkende på Joes præmisser, men Joan er ved at nå sit bristepunkt.

Den største aften i Joes liv - den aften hvor han skal modtage Nobels Litteraturpris - kronjuvelen i en utroligt flot karriere, beslutter Joan at give ham nådesstødet. Hun konfronterer ham med sit livs største offer og røber hemmelighed bag hans karriere.

"The Wife" er en intens og gribende rejse - en fejring af kvinder, frigørelse og modet til at finde tilbage til sig selv!

Grænse

Grænse er et kærlighedsdrama. Toldbetjenten Tina er kendt for sin ekstraordinære lugtesans. Det er næsten som om, at hun kan lugte skylden på folk, som skjuler noget.

Men da en mystisk mand, Vore, går igennem tolden, kan hun for første gang ikke identificere, hvad han skjuler. Tina bliver besat af at finde ud af, hvad han skjuler, samtidig med at hun oplever en tiltagende tiltrækning til ham.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...