Tre film er Kinorevuens tilbud til biografgængerne i den kommende tid.

SKØRPING: Den første er filmen Amundsen.

Dette er historien om norske Roald Amundsen – verdens største polarforsker. Siden han var en lille dreng, var Roald besat af tanken om at opdage de uudforskede dele af verden, og drømmen om at nå Sydpolen blev et kapløb med den britiske Robert Scott.

Roald var en mand, som ikke var bange for at lyve og bedrage sine nærmeste for at opnå sin drøm. Især broderen Leon, hans faste støtte, måtte lide under Roalds valg. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og giver ikke bare et dybere indblik i Roalds liv og person, men også i menneskerne omkring ham.

Den næste er Rocketman.

Rocketman er historien om mennesket Elton John og årene, hvor han brød igennem. Vi tager med på den fantastiske rejse, som forvandler det klaverspillende vidunderbarn Reginald Dwight til superstjernen Elton John. Det er en universel og inspirerende historie – akkompagneret af Elton Johns mest elskede sange og fremført af Taron Egerton. En film om drengen, som kom fra ingenting og ender med at blive en af populærkulturens mest ikoniske personligheder.

Den sidste film er Aladdin.

En spændende fortælling om den charmerende gadeknægt Aladdin, den modige og selvstændige prinsesse Jasmin og lampeånden Genie, som måske er nøglen til deres fremtid. Aladdin er skrevet af John August, og er den nyeste i rækken af Disney-genindspilninger, der også tæller titler som Dumbo og Skønheden og udyret. Filmen er med dansk tale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...