Tre nye film er på vej til biografen i Skørping.

SKØRPING: Den første er en klassiker, som vender tilbage. Nemlig Gøg og Gokke.

Filmen handler om Oliver Hardy og Stan Laurel, som helt tilbage i stumfilmens tid blev verdenskendt for deres komiske slapstik og herlige barnlige optrin. Det er dog ikke kun deres fascinerende og tryllebindende komiske talenter, filmens instruktør Jon S. Baird har valgt at fokusere på, men også årene efter de to komikeres imponerende karriere. Da duoen forsøger at genstarte karrieren med en tour til efterkrigstidens Storbritannien, viser det sig, at de ikke nyder den samme popularitet som de tidligere gjorde i biograferne. Desuden går touren ikke helt som ønsket, og da også snart helbredet og deres indbyrdes forhold skranter, er spørgsmålet om denne rejse vil blive Stan og Ollies svanesang?

Den næste film er Danmarks Sønner, som allerede har skabt en del debat i medierne.

Vi nærmer os årsdagen for et stort bombeangreb i København. De yderste fløje er blevet dominerende. Radikaliseringen rundt omkring i landet er taget til.

Det næste folketingsvalg står for døren, og den stærkt nationalistiske politiker Martin Nordahl fra det nystiftede parti National Bevægelsen spås en historisk jordskredssejr, der kan sikre ham statsministerposten.

Den 19-årige Zakaria bevæger sig langsomt, men sikkert ud på et radikalt og farligt spor, der kan koste ham og hans familie alt. På sin vej møder han Ali, der kæmper sine egne kampe og bærer på en livsfarlig hemmelighed. Mens der tælles ned til det vigtigste valg i Danmark i nyere tid, tvinges Zakaria og Ali frem mod en afgørende beslutning, der vil få konsekvenser for alle...

Den sidste film er Asterix og trylledrikkens hemmelighed.

Da landsbyens druide, Miraculix, kommer galt afsted, mens han plukker mistelten, beslutter han sig for, at det er tid til at sikre landsbyens fremtid.

Ledsaget af Asterix og Obelix tager Miraculix ud på en rejse til Gallien for at finde en talentfuld, ung druide, der kan overtage trylledrikkens hemmelige opskrift.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...