Søndag er opera på Buderupholm Hovedgaard

BUDERUPHOLM: Søndag kan interesserede på samme tid høre live opera i smukke omgivelser og samtidig få en særdeles underholdende fortælling om hvad det er, der gør opera til en af verdens førende kunstarter.

Det er Opera i Rebild og Rebild Bibliotekerne, som står for arrangementet i samarbejde med Buderupholms ejer, Hanne Dall - og billetterne er solgt for længst.

Buderupholmkoncerten søndag er tænkt som opvarmning til årets Opera i Rebild-arrangementet, som i år bærer titlen: Hjertets Utålmodighed.

En af solisterne i Rebild Bakker 11. august bliver Elsebeth Dreisig, og det er også hende, der leverer operaarierne på Buderupholm Hovedgaard i samarbejde med pianist Vita Kold.

- Elsebeth Dreisig har i år haft en enestående stor succes i hovedrollen som Dronning Kleopatra i August Ennas glemte og genfundne opera, og hun har i det hele taget sunget alle de store partier inden for sit fag, både på Det Kongelige Teater og på Den Jyske Opera, fremhæver Opera i Rebilds kunstneriske leder, Søren Steen Nielsen.

Til at fortælle om operagenren og de personer, der optræder i arierne, har arrangørerne indforskrevet Henrik Engelbrecht.

- Ingen kan fortælle mere underholdende og vidende om opera end han, bemærker Søren Steen Nielsen.

Buderupholm Hovedgård er trelænget bindingsværk fra 1200-tallet.

Længerne indrammer en smuk gårdsplads, og med udsigt til Lindenborg Å samt en nyudsprungen bøgeskov kan publikum vist vanskeligt forestille sig en smukkere kulisse for søndagens operakoncert.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...