Rebild Turistforening inviterer til møde i det lokale Kultur- og Medborgerhus Kig Ind tirsdag aften

NØRAGER: Hvordan gik det til, da Nørager begyndte at tage form i 1893? Og hvad er det for en indre dynamik, der gør, at der stadig er liv i byen, selvom Nøragers dage som stationsby for længst er talte?

De spørgsmål er der tirsdag aften mulighed for at blive klogere på, når Rebild Turistforening inviterer til møde i det lokale Kultur- og Medborgerhus Kig Ind.

Arrangementet indledes med en cirka 4 km lang byvandring i selskab med Tage Christiansen, der i mange år var han direktør på byens største arbejdsplads, Nørager Mejeri.

Bagefter fortæller Søren Christensen i Kig Ind med udgangspunkt i sin bog ”Nørager 2018”, som Nørager Borger- og Håndværkerforening udgav i forsommeren i anledning af Nøragers 125-års jernbanejubilæum.

Det siges, at da det nuværende Nørager blev anlagt som stationsby i 1893, var det vigtigt for Nøragergaards ejer, Henrik Kjeldsen, at jernbanen kom forbi hans gods.

Mand og mand imellem tales der derfor om ”den kjeldsenske bue i jernbanens linjeføring”.

Under alle omstændigheder taler meget for, at når Nørager Stationsby ligger, hvor den gør i dag, så kan det i høj grad tilskrives af Nøragergaard.

Arrangementet tirsdag er for alle interesserede, men medlemmer af turistforeningen slipper med at betale 50 kr., mens andre må ryste op med 25 kr. ekstra.

I øvrigt vil der i løbet af aftenen være mulighed for at erhverve Søren Christensens 272 sider tykke bog, som danner udgangspunkt for en stor del af aftenens snak om Nøragers udvikling fra 1893 og frem til i dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...