Triatlandløbet skydes i gang onsdag aften

SKØRPING: Når årets Triatlandløb onsdag skydes i gang ved Privathospitalet i Skørping, kommer over halvdelen af deltagerne fra Rebild Kommunes børnehaver, ældrecentre, skoler og administrationsbygninger.

Helt præcist tegner Rebild Kommune sig for 630 af de i alt 1064 forhåndstilmeldte deltagere.

D.v.s. at over 25 pct. af kommunens ansatte har valgt at gå fire km eller løbe fem i den sunde sags tjeneste - og samtidig være med til at styrke sammenholdet på arbejdspladsen.

Det glæder borgmester Leon Sebbelin.

- Det er fint at opleve kolleger med sved på panden og selv at være fysisk aktiv. Dernæst er det ikke dårligt for det generelle arbejdsmiljø, at man mødes uden for den daglige trummerum, får snakket, moret sig og spiser sammen, fremhæver han.

Leon Sebbelin noterer sig i samme ombæring, at Triatlandløbet med 1064 deltagere slår deltagerrekorden fra sidste år og samtidig tiltrækker nye målgrupper.

- Udover den store opbakning fra kommunens egne folk er det værd at kippe med flaget over, at der kommer flere og flere deltagere fra andre kommuner og organisationer. I år for eksempel hele ti hold fra Området for kommunikation og specialpædagogik i Region Nordjylland, nævner borgmesteren.

Rent praktisk er det Rebildløbet, der står for arrangementet.

Omkring 50 frivillige knokler for, at det tredje Triatlandløb skal blive mindst lige så stor en succes som sine to forgængere, og når løbsdeltagerne i år skal slukke tørsten, kommer det til at ske ved hjælp af miljøvenlige biokrus fremstillet af plantestivelse.

584 deltagere har valgt at gå ruten på fire km, mens 480 løber fem km.

Efter løbet, der sættes i gang kl. 18, er der tid til snak og hygge på plænen foran Privathospitalet, hvor der bl. a. serveres saftige, grillede burgere med bacon/løgkompot, chillimayo og spidskål.

Overskuddet fra arrangement går til IF Frem Skørping.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...