Sidste tilmeldingsfrist er 9. august og målet at nå max-grænsen på 1200 deltagere

SKØRPING: Første år var der 750 deltagere, sidste år var der 1050 og i år tegner det til, at arrangementet når den øvre grænse på 1200 deltagere.

Optimismen hos arrangørerne er i hvert fald fremdeles intakt, her små tre uger inden tilmeldingsfristen udløber til årets Triatlandløb i Skørping onsdag 21. august.

Triatlandløbet afvikles i år for 3. gang med start og mål ved Skørping Privathospital.

Løbet er et firmaløb for hold - og medarrangør Anne Voss lægger på igen måde skjul på, at løbet i Skørping delvist er opstået i utilfredshed med DHL-Stafetten, som afvikles i Aalborg ugen efter.

- Triatlandløbet er et oprør mod DHL, så kort kan det vel siges. Det blev skabt, fordi vi var nogle, der var trætte af stordrift, af den manglende hygge ved stafetløbet, hvor man sendes af sted én ad gangen, af den dårlige mad, af at løbe en dødssyg rute gennem Aalborgs villakvarterer - og tænkte, hey; det må da kunne gøres bedre, forklarer hun.

I Skørping konkurrerer man også i hold, men alle deltagere sendt afsted samtidig. Løberuten på 5 km løb eller gåruten på 4 km walk foregår på grusstier i smukke omgivelser i Rold Skov. Der er varm mad - direkte fra grillen, og overskuddet går ubeskåret til den lokale idrætsklub, IF Frem Skørping, som stiller med frivillige til arrangementet

Deadline for tilmelding er 9. august.

Tilmelding sker via hjemmesiden www.triatlandloebet.dk, hvor man også kan læse mere om arrangementet.

- Vi kan allerede nu mærke, at Triatland-løbet ikke længere blot er et lokalt løb.

- Deltagerne “udefra” vil gerne det sociale, det lækre og det æstetiske - alt det, som vi tilbyder som alternativ til DHL-løbet, bemærker Anne Voss.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...