GRØNT: Både passagerer i Aalborgs bybusser og regionalruterne kan se frem til en grøn bustur over de næste tre forsøgsår

NORDJYLLAND: Danmarks tre første brintbusser rullede sidste uge ud som led Nordjyllands kollektive trafik.

Det sker på initiativ fra Region Nordjylland og Aalborg Kommune.

Med støtte fra EU projektmidler afprøves brintbusserne i tre år som en klimavenlig teknologi og transportform til glæde og gavn for både miljøet, passagererne og erhvervslivet.

Forlods tog brintbusserne i fire uger på omfattende testkørsler på udvalgte ruter både uden og med passagerer.

Det faldt fornemt ud.

En del af bustrafikken i tre år

I Nordjylland glæder man sig til, at de tre nye brintbusser bliver en fast del af landsdelens kollektive trafik.

- Vi er stolte af at gå forrest og tilbyde rejsende i Nordjylland at køre i bus med endnu grønnere samvittighed end før, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

- De nye busser kører på brint, som er produceret med vedvarende energi.

- Det vil både reducere CO2 udledningen markant og samtidig helt fjerne partikelforurening i nærmiljøet, fordi busserne kun udleder vanddamp, fremhæver Ulla Astman.

Landets første klimaregion

Som landets første klimaregion står Region Nordjylland sammen med Aalborg Kommune bag initiativet.

Det gør de med et fælles ønske om at gå forrest i den grønne omstilling af Danmarks tunge transport - herunder den kollektive trafik.

Initiativtagerne har købt tre fabriksnye brintbusser, som i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab både indsættes på udvalgte bybusruter i Aalborg og på regionalbusruter i Nordjylland i den forventede treårige testperiode.

Førnævnte EU projekt, kaldet 3E Motion, indsætter på europæisk plan i alt 29 brintbusser.

Ud over Aalborg skal de køre i London, Rotterdam, Versailles og Pau.

Projektet skal blotlægge potentialet i brint som et klimavenligt brændstof i kollektiv trafik.

Skridt mod en grøn omstilling

De tre brintbusser udgør det første spæde skridt mod en grøn omstilling af den kollektive trafik og øvrige tunge transport i Danmark.

Kollektiv trafik og transport af gods på landets veje står for intet mindre end 25 procent af Danmarks samlede CO2 udledning.

Bliver forsøget en succes og brint som brændstof kan rulles ud i stor skala, vil det bidrage markant til, at Danmark når målsætningerne.

Nemlig i Regeringens klimalov 2020 og FN’s klimaaftale fra 2015, Paris Aftalen.

Klimaloven sigter efter, at Danmark reducerer sin udledning af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

FNs klimaaftale har som målsætning, at alle medlemslandene reducerer deres CO2 udledning med 40 procent inden 2030.

Drivkraft i erhvervsudvikling

- Energi- og klimainitiativer udgør en drivkraft for erhvervsudviklingen i Nordjylland, anfører Ole Stavad, der er formand for udvalg for Regional Udvikling i Region Nordjylland.

- Særligt inden for vedvarende energi står vi stærkt med virksomheder, der er specialiserede i blandt andet brint, brændselsceller og grøn omstilling.

- Når vi går forrest med Danmarks første brintbusser, forventer vi at bidrage med viden og erfaringer, der kan bruges i nordjyske virksomheder og styrke deres position på det globale marked, uddyber Ole Stavad.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...