RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen har haft en travl sommer, der bl. a. har budt på en række særlige børnearrangementer

REBILD: Efteråret er over os, og dermed er det for RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen tid til at gøre status for en travl og begivenhedsrig sommer.

I løbet af sommeren har hun stået i spidsen for over 20 guidede ture i Rebild Bakker og Rold Skov.

Nogle af disse ture har indgået i blandt andet firmaarrangementer, men den største del har været ture, der har været åbne for alle skovens gæster.

- Hen over sommeren har jeg eksempelvis haft ture specielt for gæster med hunde, mindfulness-ture, flere fossiljagter, lidt længere vandreture, ture med gin-smagning og så en række arrangementer for børn med fokus på blandt andre Lars Kjær, Top Karen og Søren Josva Christensen, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.

Mange spændende steder er besøgt henover sommeren: Ravnkilde, Røverstuen (både spisestedet og røvernes tilholdssted), Vaskepladsen, Hvass Sø, Sønderkol, Ønskestenen, Svinehøje med flere.

Samtidig har sommeren budt på mange mindeværdige hændelser.

På en tur med Kilder og Gin mødte deltagerne således en hugorm, der lå midt på stien. Det var en stor oplevelse for mange af deltagerne, og der er nok ikke så meget tvivl om, at der nu er tale om Rebild Bakkers mest fotograferede hugorm.

Selv husker specielt to episoder.

- Jeg var booket til en børnefødselsdag, hvor de havde boller med hjemmefra og vi skulle lave smør ved at blande fløde og kærnemælk. Børnene var noget skeptiske over, at vi selv skulle lave smør, men da en da en af børnene smagte på det, udbrød hun: Det smager jo godt, selv om det er hjemmelavet. Det er sådan en sætning, der er sjov, men også giver lidt eftertanke, bemærker Birgitte Wilsted Simonsen.

Hun mindes også, da hun en sen eftermiddag var på vej gennem Rold Skov fra en guidet tur og blev stoppet af en mand, der spurgte, om hun var ude for at tømme skoven.

- Det tog lidt tid, inden jeg forstod, hvad han mente, og jeg kunne så fortælle, at der ikke var registrering af skovens gæster, og at man selv skulle sørge for at finde ud, når det blev mørkt....

Blot fordi det nu er efterår, stopper aktiviteterne ikke for Birgitte Wilsted Simonsen og de øvrige Rebild-guider.

Der er løbende hen over efteråret nye gåture, og i efterårsferien vil der være masser af aktivitet for børn, hvor der blandt andet skal ses nærmere på ugler og flagermus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...