Naturformidler glæder sig over at kunne vise rundt i den mere ukendte del af Rold Skov

Rold skov er med sine 80 kvadratkilometer et af Danmarks største skovområder, men de færreste har været ude at trave i de vestligste skovområder ved Torstedlund Skov og Nørlund Skov.

- Jeg har altid været fascineret af denne del af skoven, og ville gerne vise den frem for andre. Derfor spurgte jeg Nørlund Gods, om jeg kunne få lov til at afholde et par ture, og de gav grønt lys for ideen, fortæller naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen, OutdoorHimmerland.

I løbet af juli og begyndelsen af august er blevet afholdt to ture med cirka 20 deltagere på hver.

Når man går i en privat skov, der blandt andet skal levere træ til et af landets største og mest moderne savværker, er det let af forestille sig en skov, der kun har til formål af levere produktionstræ.

Deltagerne i de to guidede ture kunne imidlertid glæde sig over en skov, der indeholder rigtig meget andet: Partier med forskellige træer, gamle bøge og egetræer, og et kuperet terræn er med til at tegne billedet af en meget spændende skov.

Undervejs blev fortalt om det, som deltagerne passerede - blandt andet den imponerende gravsten over C. A. Horneman, slugten med det specielle navn “Vintønden”, om spøgelser på Nørlund Slot og Torstedlund Gods, og om mindesmærket over en nedstyrtet engelsk flyver fra Den anden Verdenskrig.

- Noget af det mest spændende i skoven er savværket og glasværket. Savværket kan vi jo se i dag, men hvem tænker på, at der tidligere blev lavet træsko her.

- Og tænk at der har ligget et stort glasværk her i skoven i midten af 1800-tallet, hvor man lavede nogle af de første og fineste hyacintglas, føjer en begejstret Birgitte Wilsted Simonsen til.

- Denne del af skoven har simpelthen så meget spændende at byde på, så at få lov til at holde et par guidede ture her, så været en stor oplevelse for mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...