Erik Buus Jensen i Svenstrup præsenterer ét af de tusindvis af juletræer der skal fældes inden længe.

SVENSTRUP: Efter en god sommer med optimale vækstbetingelser strutter normansgraner i alle størrelser af sundhed, hvilket blandt andet ses på træernes flotte grønne farver, og at de største træer har dannet masser af kogler.

Vi besøger her sidst i oktober Jens og Erik Buus Jensen på Flødalskovens Juletræer og Pyntegrønt på Runesvinget i Svenstrup, hvor de er i fuld gang med klipning at pyntegrønt. Der skal blandt andet leveres en masse til kirkegården i Svenstrup.

Tusindvis af juletræer er mærket og fældningen er så småt gået i gang, men vi venter så længe som muligt for at bevarer friskheden, fortæller Erik Buus Jensen under rundvisningen på den 40 tønder land store plantage, hvor vi også ser Mikkel Rævs hulebyggeri.

Familier, der har lyst til selv at udvælge og fælde deres eget juletræ, er velkomne, og det er en god idé at afsætte god tid, for det kan være svært at vælge det helt rigtige træ.

Midt i november fælles og leveres de otte-ti meter høje juletræer til Svenstrup og Støvring.

Detailsalget af juletræer og andet julepynt foregår helt frem til juleaften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...