IF Arden er flot repræsenteret på det danske landshold

ARDEN: Er der én idrætsgren, hvor Arden gør sig gældende på allerhøjeste niveau i Danmark, så er det undervandsrugby.....

Også i år er IF Jarl Arden flot repræsenteret på det danske landshold, som netop nu er af sted til VM i undervandsrugby i den østrigske by, Graz.

Blandt de 15 spillere på herrelandsholdet er denne gang to mand fra Arden, målmand Jacob Nedergaard og forsvarer Andreas Wielandt.

Mens Jacob er VM-debutant, er Andreas med til sit andet VM, og som holdkammeraterne har de to Arden-spillere ét hovedformål med turen til Østrig: VM-guld.

Foreløbig er danskerne klar til kvartfinalen efter sejre over Tjekkiet og Storbritannien og uafgjort 0-0 mod Tyskland, som er tidligere sølvvinderne fra VM i 2015.

I kvartfinalen skal Danmark møde værtsnationen Østrig, som under normale omstændigheder forventes at være en overkommelig modstander.

Mere uvist bliver det i semifinalen, hvor hold som Tyskland, Norge, Sverige, Colombia og Finland formentlig bliver nogle af modstanderne.

De to VM-deltagere fra Arden er dog på forhånd fulde af optimisme.

- Vi kender hinanden rigtig godt på land og i vand, og det skaber et godt bånd imellem spillerne. Vi bakker op om hinanden, og vi dykker gerne til, vi besvimer for vores holdkammerater, siger Andreas Wielandt.

Danmark har i mange år deltaget ved internationale mesterskaber uden at vinde medaljer, men for tre år siden ændrede kulturen sig på herrelandsholdet i undervandsrugby.

I 2017 vandt landsholdet sølv til EM, og sidste år blev det til guld ved de nordiske mesterskaber efter sejr over de regerende verdensmestre fra Norge.

Andreas Wielandt og Jacob Nedergaard har begge knoklet hårdt for at kombinere form, styrke og teknik i spillet, som foregår på fire meters dybde i en svømmehal.

- Og om jeg så stoppede på arbejdet nu og trænede hver dag indtil jul, så ville jeg ikke kunne nærme mig den form, som Jacob og Andreas er i lige nu, lyder det anerkendende fra holdkammerat i IF Jarl Arden, Mads Jakobsen.

Har man lyst til at følge de to spillere fra Jarl Arden og resten af landsholdet på deres vej til VM guld, kan det gøres live på youtube: Underwater Rugby World Championships.

DR Sporten rapporterer også fra VM-stævnet i Graz via snapchat.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...