Skal du ind og se Ser du månen Daniel?

SKØRPING: Torsdag den 29. august er der to Danmarkspremiere i Kinorevuen i Skørping.

Her får du en kort præsentation af de to meget forskellige film.

Ser du månen Daniel

Her får du historien om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge, danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med flere andre udlændinge, bl.a. den amerikanske journalist James Foley.

I filmen følger vi Daniels kamp for overlevelse i fangenskab, hans venskab med James, og hvordan hans familie hjemme i Danmark håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, der får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

Filmen er baseret på Puk Damsgårds bestseller af samme navn. Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev og co-instrueret af Anders W. Berthelsen og har Esben Smed i hovedrollen som den unge freelancefotograf Daniel Rye.

Toy Story 4

Animationsfilmen ’Toy Story 4’ er den seneste film i serien om Woody, Buzz Lightyear og det andet levende legetøj.

Woody har altid følt sig sikker på, hvad hans plads i verden var, og at hans formål er at tage sig af sit barn, om det så er Anders eller Bolette. Så da Bolettes nye, hjemmelavede stykke legetøj, Gafli, erklærer, at han er ”skrald” og ikke legetøj, påtager Woody sig ansvaret for at vise Gafli, hvorfor han bør stå ved, at han er et stykke legetøj. Men da Bolette tager hele gruppen med på familieferie i en autocamper, bliver Woody ført ud på en uventet omvej, hvor han blandt andet genforenes med sin gamle, forsvundne ven Bodil. Efter flere år på egen hånd står Bodils eventyrlyst og omrejsende liv i skarp kontrast til hendes skrøbelige porcelænsydre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...