Lokal arbejdsgruppe har skaffet penge til projektet i Terndrup

TERNDRUP: Nu kan man snart tumle og lege i Tinghaven i Terndrup.

For to et halvt år siden blev der nedsat en arbejdsgruppe under Terndrup Borgerforening, som skulle arbejde på at etablere en offentlig legeplads i haven ved den gamle retsbygning, da de nye ejere, apotekerparret Lars og Signe Walmar, gerne ville give Terndrup bys borgere ret til at færdes i haven.

- Nu er vi kommet så langt, at firmaet begynder at bygge legepladsen her først i april, fortæller Ulla Johansen fra arbejdsgruppen.

Fra begyndelsen har arbejdsgruppen stilet efter at skabe et fælles område for alle byens borgere, tæt på centrum og indkøbsmuligheder.

- Vi håber, at byens forskellige foreninger, dagplejere, børnehaver, skolen og byens børnefamilier samt bedsteforældre vil få stor glæde af legepladsen, siger Ulla Johansen.

Arbejdsgruppen har søgt midler fra diverse fonde og har foreløbig penge nok til selve legeredskaberne.

- Vi vil blive ved med at søge penge for at udvikle Tinghaven med borde og bænke og en bålplads med grill. Men det var vigtigt at komme i gang, siger Ulla Johansen.

Legepladsen er primært for de små, understreger hun.

- Det bliver altså ikke et nyt samlingssted for unge. Men det kan godt være et sted, hvor for eksempel en skoleklasse kan lave et arrangement. For Lars Walmars skyld må man også gerne sætte et telt op. Eller bruge det til udendørs yoga, eller hvad man nu har lyst til. Eneste minus er faktisk, at der ikke er nogen toiletter, siger Ulla Johansen.

Arbejdsgruppen planlægger en indvielse af legepladsen i Tinghaven senere på foråret, måske i maj, og håber, at mange af byens borgere vil deltage.

Den første etape af legepladsen koster omkring 94.000 kr., som er samlet sammen via bidrag fra Pensioniststøttefonden i tidligere Skørping Kommune, Spar Nord, medarbejderfonden i Velux, apoteker Lars Walmar, Terndrup Borgerforening/Lokalråd og overskud på salget af den lokalhistoriske bog om tinghuset og apoteket i Terndrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...