Målet for søndagens tur i Rebild Bakker er Ravnkilden med det rene drikkeklare vand. Privatfoto

Rebild Kommune giver tilflyttere en naturoplevelse på søndag

REBILD: Rebild Kommune giver her i efteråret kommunens tilflyttere en ekstraordinær mulighed for at komme helt tæt på deres nye kommune og lære de nye omgivelser bedre at kende.

Det sker i form af en række guidede ture i området omkring Rebild Bakker og Rold Skov.

De guidede ture er åbne for alle, men arrangørerne håber, at især tilflyttere vil tage imod muligheden for at opleve deres nye kommune på en sjov og lærerig måde, og en af disse ture finder sted på søndag med start fra RebildPorten.

Målet for søndagens 3,6 km lange tur er Ravnkilden, og guide Marie-Louise Maarup ser spændt frem til at føre an.

- Det er jo fantastisk, at kunne videregive alle de her spændende historier - både de faglige, men også myter og sagn. Og så gør det jo ikke noget, at vi lokale kan prale lidt med den rene drikkeklare vand ved Ravnkilden og fremvise den flotte natur, siger hun.

Søndagens vandretur er den fjerde af i alt seks - særligt målrettet mod kommunens tilflyttere.

Alle ture er planlagt i samarbejde med RebildGuiderne, som ifølge Pernille Møller, RebildPorten "virkelig har været en kæmpe gevinst for Rebild-området".

- Det er fantastisk, at vi har disse ildsjæle, som brænder igennem med formidling, på et højt niveau, i vores område, siger hun.

Tilflyttere, som er kommet til kommunen efter 1. august 2018, har alle modtaget et velkomstbrev med et “gavebevis" til en guidet vandretur for hele familien.

Er man ikke tilflytter efter denne dato, er der en mindre deltagerbetaling på 25 kr.

Forhåndstilmelding er nødvendig og kan enten ske pr. mail til info@rebildporten.dk eller via telefonnummeret 99889000.

Er man forhindret på søndag er der nye tilflytterture 17. november (en lygtetur i mørket) og 25. november (en familietur til Røverknolden og Vedsted Skovhus).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...