54-årige Bjarne Bruunr er ny privatkunderådgiver hos Jutlander Bank i Suldrup

SULDRUP: 54-årige Bjarne Bruun vender tilbage til bankvæsenet efter en lille afstikker til ejendomsmæglerbranchen. I 2018 tog han springet til Danbolig efter 34 år hos Jyske Bank, men nu skal han fremover møde ind på arbejde hos Jutlander Bank i Suldrup som privatkunderådgiver.

- Det har været sundt at snuse til noget andet, men jeg har også glædet mig helt vildt til at komme tilbage igen, for jeg savner at bruge min bankmæssige faglighed, siger Bjarne Bruun, der især har ekspertise inden for formue-, investerings- og pensionsrådgivning.

- Jeg savner også at have den nære kontakt med kunderne og følge dem igennem deres forskellige livsfaser, nærmest fra vugge til grav, siger han. Han har valgt Jutlander Bank som sin nye arbejdsplads dels grundet bankens lokale engagement, men også fordi han synes godt om bankens målsætning om at være Danmarks mest tilgængelige og personlige bank.

- Hos Jutlander kan kunderne få fat i deres rådgiver via et direkte telefonnummer til deres rådgiver, hvor man andre steder kommer i en telefonkø. Den tilgængelighed og nærhed til kunderne, som Jutlander står for og gerne vil stå for, kan jeg godt lide, siger han.

Han har ikke på forhånd nogen relation til Suldrup, men ser frem til at lære området at kende.

- Jeg synes, det er spændende at komme til et område, hvor jeg ikke kender nogen i forvejen. Jeg er samtidig glad for, at jeg skal arbejde i et lille samfund, for her tror jeg, man kommer hinanden meget mere ved og har et mere nært forhold til hinanden, end man gør og har i for eksempel de større byer, siger han.

Bjarne Bruun begyndte som bankelev hos Jyske Bank i 1984 og har siden været privatkunderådgiver, afdelingsdirektør, investeringsrådgiver og formuerådgiver i Private Banking.

Han er bosat i Hjørring med sin kone Pia, og sammen har de to fraflyttede børn, Line og Tobias, på 25 og 27 år.

I sin fritid spiller han lidt golf og løber lidt. Tidligere har han også løbet maratonløb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...