Skørping Idrætscenter er i år ramme for præmie- og prisoverrækkelsen tirsdag aften med knap 130 tilmeldte deltagere

SKØRPING: Tirsdag aften 28. maj afholder Rebild Kommune og Fritidsrådet sit årlige sportspræmieringsarrangement.

Det kommer i år til at foregå i Skørping Idrætscenter med en hyggelig aften, hvor det lokale idrætsliv, politikere og fritidsråd mødes.

Borgmester Leon Sebbelin overrækker præmierne og giver idrætsudøverne et ord med på vejen.

I år bliver i alt 65 lokale sportsfolk præmieret, og ved samme lejlighed kåres Rebild Kommunes Fritidsråd årets frivillige leder eller ildsjæl fra fritidsområdet.

Prisen sætter fokus på det store arbejde, der laves af rigtig mange ildsjæle i foreningslivet.

Formand for kultur- og fritidsudvalget Gert Fischer overrækker prisen på 5.000 kr.

Der vil i lighed med sidste år også blive kåret en årets ungeleder i Rebild Kommune, og her er prisen på 2.500 kr.

Efter præmie- og prisoverrækkelserne er der lidt lækkert til gangen for de knap 130 tilmeldte deltagere.

Unge medlemmer af Rebild Kulturskole står for den musikalske underholdning i løbet af aftenen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...