Der er grund til smil i Skørping Tennisklub

SKØRPING: Efter en forrygende 2018-sæson med en lang række nye aktiviteter og en massiv medlemsfremgang, har Skørping Tennisklub netop taget hul på 2019-sæsonen - og det ovenikøbet med lidt ekstra penge på lommen.

Jonathan Bentholm, som er en af klubbens unge dygtige trænere, har således modtaget titlen som ”Årets Unge Idrætsleder” i Nordjylland ved DGI Nordjyllands årsmøde i Nordkraft, hvor der var nominerede kandidater fra alle nordjyske kommuner. Med DGI Nordjyllands pris følger der 10.000 kr., som klubben skal bruge på at skabe endnu flere aktiviteter i de kommende år.

Og aktiviteterne skal der nok blive gang i. Igen i år tilbydes der juniortræning hver mandag og torsdag. Der findes hold for alle aldre og niveauer. Trænerteamet Carl, Trine, Frederik, Karl-Emil, Mads og Jonathan glæder sig til at komme i gang med træningen. Udover den ordinære træning, kan ungdomsspillerne allerede nu se frem til flere stævner, en tennis-camp og en masse overraskelser!

Som et nyt initiativ tilbyder klubben nu to forskellige træningshold for voksne søndag formiddag, ligesom der er også spilles mandag aften, hvor det gælder 18 doubler á 4 x 30 minutter. Ved hver ny kamp byttes makkere. Alle er velkomne uanset køn, alder og niveau.

Som de foregående år afholder Skørping Tennisklub tennis-camp i de første tre dage af skolernes sommerferie, hvor alle børn og unge kan få en forrygende start på sommerferien med lege, tennis, vandkampe - og ikke mindst - masser af is! Sidste år deltog 36 sommerglade spillere i det gode vejr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...