Halvvejs gennem sæsonen kan Teaterkredsen Mariagerfjord se tilbage på en foreløbig forrygende sæson - og nye sællerter ligger i støbeskeen.

- I november havde vi Cafe Livas julecabaret i Den Gamle Biograf i Mariager, og Teatret Møllens forestilling Haabet i Hadsund Kulturcenter, begge med stor succes, fremhæver teaterkredsformand Kirsten Selchau.

Forårssæsonen indledes 28. februar med Figaros meget morsomme og underholdende version af den gamle klassiker - Svend, Knud & Valdemar - som opføres i Kulturhuset Arden.

Tørskoet

Den er allerede ved at være udsolgt, så her gælder det om at skynde sig, hvis du vil have billetter.

Dagen efter, 1. marts, drager dygtige dansere fra Uppercut Danseteater på besøg i Hobro Idrætscenter.

Og 3. april kan du på Davinci Ristorante se en lille hyggelig, satirisk komedie, Tørskoet.

- Vi slutter sæsonen 29. april med musikforestillingen Musik & Eventyr med Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal.

Den opføres i Den Gamle Biograf i Mariager, og den har allerede solgt godt.

Svejk og Dødsdansen

Hvile på laurbærrene agter Teaterkredsen imidlertid ikke.

Man er allerede godt i gang med at købe forestillinger hjem til sæsonen 2019-2020.

- Vi kan her røbe, at programmet kommer til at indeholde klassisk teater, som Strindbergs Dødsdansen med Waage Sandø.

- Men også Brechts Svejk i Anden Verdenskrig, som arrangeres i samarbejde med Himmerlands Teater kommer op.

- Og begge forestillinger spilles på Hobro Theater, oplyser Kirsten Selchau,

Du kan endvidere glæde dig til kabaret og komedier rundt om i kommunen samt musikforestillinger som eksempelvis Guidoperas La Traviata samt Figaros version af Elverhøj.

Billetter købes som sædvanligt på hjemmesiden www.tkmf.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...