Torsdag 25. juli kan du kombinere oplevelser og frisk luft med motion med start fra Øster Hurup

ØSTER HURUP: Torsdag aften 25. juli har du endnu en chance for at komme med på en tur på Kløverstierne, der denne gang er på blå rute og starter fra Turistbureauet i Øster Hurup.

Turen 11. juli på Kløverstierne var på den røde rute på 7,5 km, fortæller Sten F. Andersen, som bl.a. gik forbi Ø. Hurup Kirke, hvor vi 5 personer i alt der deltog: Ingermann, Jørgen, et dansk/norsk par og Bente.

Kløverstierne i Øster Hurup

Kløverstierne er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion.

Ruterne udspringer alle fra Turistbureauet i Øster Hurup, og er skiltet i begge retninger. Du kan få et kort på turistbureauet eller tage et ved pylonen. Sammen med kortet, får du også en bunke ’fun-facts’, opgaver og små anekdoter om området. På den måde kan du samtidig blive klogere på Øster Hurup.

Ruterne er for alle - også de firbenede. Vi vil opfordre til altid at holde din hund i snor og at du samler eventuelle efterladenskaber op.

Kløverstierne på Endomondo

Husk at du kan finde alle Kløverstierne på app’en, Endomondo, hvor du også kan tracke din motion.

Her kan du vælge din ynglingsrute, og mens du går, kan du følge med i alle seværdigheder og de små historier - og skulle du være i tvivl, er der tilhørende billeder du kan følge med i.

Kløverstierne er et landsdækkende projekt som Friluftsrådet står bag - du kan læse mere om de mange stier i hele landet, og baggrunden på deres hjemmeside.

I Øster Hurup er de blevet til med gode frivillige kræfter, så hvis du skulle opleve fejl eller mangler på din tur, vil vi meget gerne orienteres på turistbureauet.

Opdag nye dele af dit eget lokalområde - eller tag på oplevelse et nyt sted.

Friluftsrådet har skabt Kløverstier over hele Danmark, hvor du fra ét udgangspunkt både kan gå, løbe og cykle en tur på fire forskellige distancer, så der findes en god tur til alle.

Kløverstierne har ét centralt placeret udgangspunkt, hvorfra alle fire ruter udspringer. Ruterne har forskellige længder på eksempelvis 2,5 km, 5 km, 7,5 km og 10 km - så der findes en tur, der passer til alle.

Du kan både gå og cykle på alle Kløverstierne, og nogle steder kan du også stå på rulleskøjter eller køre hele ruten med en kørestol.

Kløverstierne er blevet til i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Danmarks Idræts-forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger samt Danmarks Firmaidrætsforbund. Nordea-fonden og Udlodningsmidlerne til friluftslivet har finansieret projektet med 6,5 mio. kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...