Svømmeklubben Smut holder sig lige akkurat flydende efter den ekstraordinære generalforsamling.

TERNDRUP: Det lykkedes at finde to nye bestyrelsesmedlemmer til svømmeklubben Smut i Terndrup, som forleden havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling.

- Det var ikke helt så mange, som vi havde håbet, men jeg glæder mig da over, at der kom nogen. Og en af dem har oven i købet meldt sig direkte til at overtage kassererposten, siger den nuværende formand, Rasmus Christensen.

Han og kasserer Pernille Jensen har været mere eller mindre alene om bestyrelsesarbejdet i tre år, og nu har de begge bestemt sig for at stoppe til den ordinære generalforsamling til februar.

For at sikre en mere glidende overgang havde de håbet at finde fire nye bestyrelsesmedlemmer allerede nu.

- Men så fortsætter vi med den oprindelige struktur indtil februar, mens vi leder efter to mere, siger Rasmus Christensen.

De var faktisk tre tilbage i den hidtidige bestyrelse, men det tredje medlem har tidligere været en del væk på grund af sygdom.

- Jeg selv har fået en del mere at se til jobmæssigt, så jeg har ikke tid til at fortsætte som formand, men ingen af os forlader jo klubben med fynd og klem. Vi skærer ikke alle bånd. Pernille vil stadig gerne være træner for tumlingeholdet, og jeg kommer også gerne og hjælper til. Vi er jo stadig interesserede i, at det går godt for Smut, understreger Rasmus Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...