Ballonhilsner har foreløbig været med til at hjælpe ”Cerise” i Støvring godt gennem corona-krisen

Da Pernille Siboni Ussing og Anna Sprogøe begge skulle giftes for et par år siden, søgte de inspiration til den perfekte bryllupsfest på nettet. Her mødte de hinanden.

I dag har de sammen virksomheden ”Cerise”, der har hjemme i Støvring og som blandt andet er et farverigt univers fuld af inspiration til den personlige fest.

Pernille boede dengang i Farum og Anna i Aalborg. De havde begge solid erfaring fra modebranchen, så efter deres egne vellykkede bryllupsfester opstod idéen om sammen at starte en virksomhed, der skulle hjælpe andre med at planlægge den perfekte fest.

Trods den geografiske distance stiftede de sammen virksomheden ”Cerise”, og de fik en optimal start i form af at skulle arrangere et bryllup for den kendte influencer, blogger og bagedystdeltager Liv Martine.

- Det var den perfekte start, men også en kæmpe opgave, hvor vi skulle stå for alt til festen. Det blev en helt fantastisk fest, som Liv og hendes mand var ovenud glade for. Derfor fortalte Liv meget om samarbejdet med os på Instagram og andre sociale medier. Det betød, at Cerise fra den ene dag til den anden fik mere end 10.000 følgere på Instagram, fortæller Pernille Siboni Ussing.

Dermed var ”Cerise” kommet perfekt ud af startblokken, og efterfølgende blev der arrangeret bryllupsfester for blandt andre Lasse Rimmer, Mads Langer, Anne Linnet og mange andre brudepar i hele landet. Samtidig lancerede firmaet en omfattende webshop, hvor man kunne købe alverdens ting til alverdens fester.

Det gik stærkt, og virksomhedens udvikling blev hurtigt udfordret af dagligdagens logistik, hvor det at drive en virksomhed sammen fra hver sin privatbolig ikke var optimalt.

Sammen kiggede de derfor efter egnede lokaler, og her faldt valget på Business Park Nord i Støvring, hvilket også betød, at Pernille Siboni Ussing privat flyttede fra Farum til Aalborg.

Nye muligheder

”Cerise” flyttede ind i de nye lokaler i Støvring 1. marts i år – fulde af optimisme og fyldte ordrebøger. Men så kom coronaen buldrende, og budskaberne i mails og telefonopkald blev ændret fra nye bestillinger til massevis af aflysninger. Fra den ene dag til den anden gik det fra flere hundrede kilometer i timen til nul.

I sådan en situation er der to muligheder. Du kan føle, at hele verden er imod dig og være opgivende. Eller du kan tænke kreativt, positivt og søge nye muligheder. Har du mødt Pernille Siboni Ussing og Anna Sprogøe ved du godt, hvad de valgte.

- Vi overvejede meget, hvad vi nu skulle gøre, og om der var noget i vores univers, som folk havde brug for i den situation, corona havde bragt os alle i, fortæller Anna, og fortsætter:

- Her fik vi idéen til ballonpost, hvor man kan bestille store, flotte balloner med personlige budskaber. Når man åbner pakken fra os, kommer den svævende ballon op af æsken med en særlig hilsen.

- Foråret var jo en periode, hvor vi ikke kunne se mange af dem, vi holder af, og her var sådan en ballon perfekt som en helt særlig og kærlig hilsen, som alternativ til eksempelvis en blomst eller en æske chokolade.

- På de bedste dage sendte vi godt 300 balloner afsted, og vi sender stadig rigtig mange på daglig basis. Så ballonerne er blevet en kæmpe succes, og havde det ikke været for corona, så var vi måske ikke kommet på idéen, fortæller Anna.

Ordrebogen godt fyldt

Succesen med ballonerne betyder ikke, at ”Cerise”s øvrige aktiviteter er stoppet. Tværtimod er der hele tiden nye idéer i støbeskeen.

- Vi planlægger stadig alverdens fester, og selvom meget er aflyst eller udsat i 2020, så er kalenderen for 2021 godt booket. Så må vi bare håbe, at festerne kan gennemføres. Modsat tidligere, hvor vi stod for alt til festerne, er vi gået mere i retning af, at vi primært beskæftiger os med oppyntningen, fortæller Pernille Siboni Ussing.

- Og selvom vi i starten havde flest bryllupsfester, så hjælper vi nu med alle typer af fester, både for private og for virksomheder. Vigtigst er, at det er fester, hvor der godt må tænkes lidt ud af boksen. Vi har eksempelvis lige indledt et samarbejde med DFDS, der blandt andet sejler Oslo-færgen. Her skal vi pynte op, når der skal afholdes diverse store arrangementer og privatfester på færgen. De ville gerne have det anderledes og ekstraordinært, uddyber Pernille.

- Vi har også lige lanceret en helt ny webshop med mange nye festvarer, og som noget helt aktuelt også et stort udvalg af anderledes og eksklusiv julepynt. Siden vi lancerede webshoppen for et par uger siden, har vi oplevet en stor stigning i antallet af bestillinger, så det tegner også meget positivt.

- Det hele lagt sammen, så har vi fået en helt fantastisk start, og derfor er vores ambitioner tårnhøje for fremtiden.

- Vi ved nu, hvad vi er i stand til. Vi drømmer om at være det foretrukne festunivers for kunder, der søger den bedste stil og kvalitet samt bedre og mere bæredygtige løsninger, end dem der findes på markedet i dag, lyder det fra Pernille Siboni Ussing.

Et stærkt makkerskab

Som nævnt indledningsvist kendte Pernille og Anna ikke hinanden, inden de fandt hinanden på nettet i deres søgen efter inspiration til egne bryllupper. I dag ejer de en virksomhed sammen, og er med en gennemsnitlig 80-timers arbejdsuge mere sammen, end de er sammen med deres respektive familier.

- Vi er ikke enige om alt, men vi supplerer hinanden godt. Pernille er en rigtig god købmand, der er meget målrettet, fokuseret og mester i eksekvering på gode idéer, mens jeg er den mere kreative, der står for markedsføring, vores ageren på sociale medier, samt det visuelle arbejde for kunderne. Her har vi hver vores styrker.

- Ens for os begge er en passion for virksomheden, samt at vi begge har en super opbakning fra vores mænd derhjemme. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre. ”Cerise” er virkelig blevet et familieforetagende, slutter Anna Sprogøe, der meget apropos har en lille ny på vej i nærmeste fremtid.

Ud over Pernille og Anna beskæftiger ”Cerise” i dag en praktikant og tre deltidsansatte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...