72-årige John Terragni fra Gravlev har igen overgået sig selv i styrkeløft

GRAVLEV: Styrkeløfter John Terragni fra Gravlev har været til jysk mesterskab i klassisk trekamp i Horsens, og her fik han uden problemer godkendt samtlige ni løft og vandt sin klasse med 142,5 kilo i squat, 115 kilo i bænkpres og 165 kilo i dødløft. Det samlede resultat på 422,5 kilo overstiger hans personlige rekord med 6,5 kilo.

Det er ligeledes ny Masters 4-rekord i både squat, bænkpres og total.

Masters 4 er styrkeløfterklassen for mænd over 70 år, hvor 72-årige John Terragni konkurrerer i vægtklassen under 74 kilo.

I juni i år blev han verdensmester i bænkpres i sin klasse - med et løft på 111 kilo, som var ny verdensrekord. Samlet fik han bronze med en total på 416 kilo, som var ny danmarksrekord.

John Terragni har også for nylig konkurreret i Horsens i klassisk bænkpres som enkeltløft. Her fik han igen godkendt samtlige løft med 117,5 kilo som det afsluttende. Derved slog han med 2,5 kilo sin egen danske rekord.

John Terragni træner til daglig i Aalborg Styrkeløfter Klub med Nicki Lentz som træner. Han sigter i 2020 mod blandt andet VM klassisk masters i trekamp i Cape Town til april og VM i klassisk masters bænkpres i Kaunas, Litauen, i maj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...