Haverslev Prisen gik i år til Vagner Andreasen

HAVERSLEV: Arrangørerne bag årets byfest i Haverslev kunne ved søndagens oprydning se tilbage på en meget vellykket byfest, selv om vejrguderne ikke viste sig fra den allerbedste side.

Byfestugen startede op allerede forrige søndag, hvor Lokalhistorisk forening havde arrangeret en meget spændende byvandring med quiz rundt i byen.

Mandag bød på en Gå dig glad-tur for at se Ladelund, hvor den er smukkest. Turen gik videre til Rebild, hvor den medbragte kaffe blev indtaget ved Spillemandsmuseet.

Haverslev Kirke havde i byfestugen forskellige arrangementer, bl.a. morgensang for de 138 nyopstartede elever på HCI, morgensang på Haversdal og ikke mindst tirsdag blev der afholdt en helt forrygende kirkekoncert med Blæseorkestret PUST, der havde et særdeles bredt repertoire med bl.a. Freddie Mercury, Elton John, Kim Larsen, Händel. Alt sammen krydret med skøn fællessang.

Det traditionelle bankospil løb af stablen onsdag,

og torsdag stod i motionens tegn med løb, gåtur for store og små. Der mødte i alt ca. 350 mennesker op for at løbe eller gå en tur rundt i Haverslev by.

Den store familieaften om fredagen startede op med stegt flæsk og persillesovs fra Kølles Køkken.

Bagefter var deltagerne klar til at overvære den årlige revy, mens de yngste indtog hallen, hvor der var juniordiskotek med DJ Lua.

I pausen af revyen skulle uddelingen af Haverslev Prisen finde sted. Der var igen i år tre særdeles velkvalificerede og nominerede personer, nemlig Vagner Andreasen (Wasse), Marie Nordskov Nielsen og Anni Hyldgaard.

Efter en særdeles jævnbyrdig stemmefordeling gik prisen til Wasse, der blev hædret for sit store arbejde i bl.a. Haverslev Idrætsforening, borgerforening, hallen m.m.

Udover uddelingen af Haverslev prisen blev der også uddelt en særlig pris til tre nøglepersoner fra Lokalhistorisk arkiv for deres kæmpe store arbejde med udgivelse af bogen om Haverslev. Prisen her tilfaldt Lise Sørensen, Per Poulsen og Arne Sørensen.

Lørdag foregik der også rigtig mange ting indledt med morgenmad for alle, flot udstilling af veteranbiler, og tre gamle knallerter havde også fundet vej til byfestområdet.

I hallen var der børneloppemarked og arrangeret Popop-aktiviteter, og spejderne havde også lavet aktiviteter udenfor på pladsen.

Et nyt indslag var børnedyrskue, og der dukkede mange børn om med deres kæledyr i form af kat, hund, kanin, marsvin, som blev nøje vurderet af en kyndig dommer/dyrlæge.

Kolonihavehus tema for fest

Inden Byens Fest skulle starte lørdag aften, spillede det lokale seniorhold fodbold mod de lokale rivaler fra Øster Hornum, der blev sendt hjem med en ordenligt lussing.

Temaet til aftenfesten var ”Mormors Kolonihavehus”, hvor både pavillonen, borde, baren, ja selv toiletterne var festligt pyntet i temaets tid og ånd. Langt de fleste deltagere havde også taget ideen og temaet til sig, da festtøjet skulle findes frem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...