Der var stor interesse for at høre mere om den lokale historie, da Arden Lokalhistoriske Arkiv forleden gæsteoptrådte i Kreaklubben i Valsgaard

VALSGAARD: 35 bybørn blev forleden lidt klogere på den lokale historie, da Arden Lokalhistoriske Arkiv var på besøg i borgerforeningens Kreaklub i Valsgaard.

Arkivleder Anita Rye Sørensen lagde ud med at fortælle om Arden Arkivets arbejde og organisation - og appellerede samtidig til borgerne i Valsgaard om at bidrage og deltage.

Ved arrangementet blev der i øvrigt vist flere gamle billeder fra Valsgaard af blandt andet kirken, brugsen og forsamlingshuset.

Flere fremmødte kunne genkende sig selv eller andre på enkelte af billederne, og de kunne sågar fortælle små historier ud fra nogle af billederne.

I pausen blev der serveret kaffe og kage til de fremmødte, og efter pausen fortsatte Anita Rye Sørensen med fremvise billeder for forsamlingen.

Efter oplægget sad Lone Lindå og Berit Neergaard klar til at modtage gamle billeder, skøder og pantebreve m.m. til registrering i arkivet.

Mødet var egentlig berammet til at skulle slutte kl. 21, men det endte med at strække sig til næsten kl. 22.

Det tager man i borgerforeningen og i Lokalarkivet som et tegn på, at folk er interesserede i Valsgaards historie, og Kreaklubben påtænker derfor, at Arden Arkiv komme på besøg en gang om måneden i Kreaklubbens åbningstid, så folk også fremover får mulighed for at høre mere og selv bidrage med billeder, skøder m.m. til arkivet.

Det er desuden aftalt med Arden Arkiv, at der på et tidspunkt vil blive arrangeret en guidet byvandring i Valsgaard, så man på den måde kan høre om byens liv og historie i gamle dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...