De tre lokale Røde Kors-butikker kører generelt meget stabilt og har en samlet omsætning meget tæt på en million kr.

REBILD: Det var en meget tilfreds Jesper Bendix, der forleden på generalforsamlingen i den lokale Røde Kors-afdeling i Rebild kunne se tilbage på 2018.

- Vi gør et rigtig flot stykke arbejde, vi får samlet en masse penge ind til hjælpearbejdet, og vi gør en masse mennesker i Rebild-området glade. Det skal vi være stolte af. lød det fra den lokale Røde Kors-formand.

De tre lokale Røde Kors-butikker kører generelt meget stabilt og har en samlet omsætning meget tæt på en million kr. Det giver Røde Kors et overskud på mellem 400.000 og 500.000 kroner – penge, som blandt andet bliver brugt på lokalt hjælpearbejde.

Landsindsamlingen i oktober gav knap 50.000 kr. Det er lidt mindre end sidste år. Julehjælpen i 2018 spredte til gengæld glæde i 50 hjem. Der blev uddelt julemad og lidt gaver til børnene.

Derudover var Røde Kors i Rebild også med til at sende fem familier på sommerferie i 2018 - med alt betalt.

Besøgstjenesten, Vågetjenesten og Tryghedsopkald kører alle stille og roligt. Derimod har Nørklerne i Støvring forholdsvis trange kår, og den lokale Røde Kors-afdeling arbejder aktuelt på at finde et sted, hvor nørklerne kan sidde lidt mere komfortabelt.

Organisationens årlige udflugt har hidtil primært været for de frivillige i genbrugsbutikkerne, men dette tilbud bliver nu bredt ud til alle lokale frivillige i Røde Kors, bebudede formanden på generalforsamlingen.

Bodil Lundgren og Merethe Asp blev begge genvalgt til bestyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...