Bjarne Johansen nyder at køre ud til kunderne i sin gardinbus

STØVRING: Tilbage i 1986 startede Bjarne Johansen som selvstændig gardinmand i Støvring, hvor han på et tidspunkt havde en stor butik i Støvrings midtby med en god håndfuld ansatte. I dag er Bjarne ”kun” sig selv – og butikken er flyttet på fire hjul – nemlig i en velassorteret gardinbus. Men Bjarne har aldrig haft det bedre med sit arbejde, hvor der er travlt, og kunderne er glade.

Bjarne blev udlært gardinmand i 1979, hvorefter han arbejdede i en gardin- og tæppeforretning i Aalborg i syv år, inden han i 1986 valgte at kaste sig ud som selvstændig med Ide Gardiner i Støvring, der allerede efter et par år rykkede ind i en stor butik i City Centret.

Han havde butik i City Centret frem til 1999, hvor han rykkede ind i Jernbanegade 6. Her var åbent nogle få timer om eftermiddagen, fordi han indtil da kørte rundt til kunderne. I dag har Bjarne stadig en lille butik på Jernbanegade, hvor der er åbent efter aftale. Kunderne vil nemlig allerhelst have besøg af Bjarne, der alligevel har alle sine varer med i sin gardinbus.

Mere tid til kunderne

- Det er meget mere fleksibelt at have sit showroom i en bus, hvor man kan komme ud til kunderne, og vise dem de forskellige løsninger, samtidig med, at jeg kan foretage opmålinger og se de konkrete muligheder og udfordringer i de enkelte hjem. Det er den optimale måde, at give den bedste rådgivning, så det fungerer rigtigt godt, fortæller Bjarne Jacobsen, der er glad for bare at være sig selv.

- Jeg havde på et tidspunkt fem ansatte, og jeg har også haft butiksåbningstider at tage hensyn til, men jeg kan faktisk allerbedst lide måden, som tingene kører på nu. Jeg har tid til kunderne, og kan komme på besøg, når det passer dem. Jeg skal ikke tage hensyn til at stå i butikken, fortæller han.

Stemmestyrede gardiner

- Samtidig er der også rigtig mange nye og spændende former for solafskærmning, som er populære hos kunderne. Blandt andet kan man nu få stemmestyring til gardiner, så man kan bede dem om at rulle ned, fortæller Bjarne Jacobsen, der altid har været den perfektionistiske gardin-nørd, der kan løse alle udfordringer.

- Det har været en lang og spændende rejse gennem et fag, der har udviklet sig fra at være arbejde i stof og traditionelle stænger til også at være et teknologisk fag med motoriserede løsninger, slutter Bjarne Jacobsen - Støvrings gardinmand i mere end 30 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...