Ståle Pedersen og Tina Mogensen slår onsdag morgen dørene op til Mesterbageren i nye omgivelser på Jernbanegade i Støvring

Planen var egentlig at åbne den 15. maj, men som så meget andet vendte coronaen lidt op og ned på det hele. Men nu er det ganske vist. Onsdag den 1. juli kl. 6.00 slår Ståle Pedersen og Tina Mogensen dørene op til Mesterbageren i nye omgivelser på Jernbanegade i Støvring. Bageriet kommer også til at indeholde en ny café.

Mandag var sidste dag for Mesterbageren i de hidtidige omgivelser på Viborgvej i Støvring. Tirsdag var flyttedag, inden der onsdag bliver åbnet i nye og flotte lokaler i byens tidligere Fakta-butik på Jernbanegade 5.

- Vi har glædet os meget til, at vi omsider har kunnet åbne og ikke mindst præsentere vores helt nye tiltag ”Mesterbageren Café”, fortæller Tina Mogensen.

- Vi bliver en klassisk bagericafé med små lune retter, brunch, sandwich, nachos og salater, samt selvfølgelig brød, kager og rigtig god kaffe. Man kan også få kolde drikke, herunder vin og øl, fortæller Tina Mogensen, og fortsætter:

- At vi åbner en café betyder også, at vi får et større udvalg i vores bageri, hvor vi lancerer nogle helt nye produkter. Det kommer blandt andet også vores forretning i Skørping til gode, der får et større udvalg, blandt andet også af sandwich.

At Mesterbageren Café først åbner nu skyldes corona-krisen, der blandt andet forsinkede nogle skabe til caféen, som skulle hentes hjem fra Italien. De blev godt og grundigt forsinkede.

- Vi overtog nøglerne til lokalerne allerede den 1. februar, så vi har haft god tid til at forberede os til de nye omgivelser, og vi har på forhånd fået en fantastisk god respons på initiativet. Folk er meget positive, og glæder sig til, at der kommer en ny café i Støvring. Vi tror, at det bliver en stor succes, fortæller Ståle Pedersen.

Mesterbageren og Mesterbageren Café åbner onsdag 1. juli kl. 06.00 og vil dagen igennem have mange gode tilbud. En egentlig åbningsreception følger, når coronaen er kommet lidt mere på afstand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...