Førsteholdet for herrer blander sig i toppen i Jyllandsserien - men der er også fremgang hos de yngste håndboldspillere

STØVRING: Støvring Håndbold har de seneste år haft vokseværk, hvilket blandt andet har resulteret i et kæmpe løft hos de mindste årgange, hvor særligt mikroafdelingen oplever kæmpe opbakning. I den anden ende af aldersskalaen går det også rigtigt godt for seniorholdene.

- Ingen hold er vigtigere end andre. Vi ønsker, at Støvring Håndbold skal være en klub, der kan tilbyde noget til alle, uanset køn, alder, kendskab til sporten og niveau, siger Carsten Ulstrup, formand for Støvring Håndbold, der også glæder sig over, at både klubbens bedste herrer og damer i sidste sæson rykkede op i Jyllandsserien.

I denne sæson har damerne dog været hårdt plaget af skader, og blandt andet derfor ligger de lige nu i bunden af tabellen, mens herrerne brager derudaf. Det skyldes en god kombination af de stabile og velkendte lokale Støvring-drenge – tilsat en fornuftig tilgang af nye, dygtige spillere. En kombination, der har givet fornyet energi og mod på mere. Klubben har i dag tre herrehold på seniorplan.

Et serie-3 hold, der gør det stabilt – sikkert ledet af Kristian Julsrud – mens serie-2 holdet ledes af Alexander Bech og Morten Winther Jensen. Serie-2 holdet har på imponerende vis maksimumpoint, og kan i princippet sikre sig oprykning til serie-1 allerede inden jul.

Førsteholdet, der som tidligere nævnt frister tilværelsen i Jyllandsserien, har fornemt sat sig på andenpladsen i rækken, og er allerede begyndt at drømme om mere.

- Vi er stadig ved at finde os til rette i Jyllandsserien, hvor spillerne lige skal have lov til at vende sig til, at niveauet er noget højere, end da vi spillede serie-2 for bare et års tid siden, lyder det fra førsteholdstræner Morten Winther Jensen. Morten tiltrådte hos Støvring Håndbold for kun halvandet år siden, hvor han havde en klar ambition for klubben. Han ville styrke båndet endnu mere mellem alle klubbens afdelinger, samtidig med at han ønskede, at Støvring Håndbold på sigt skulle have et herrehold repræsenteret i divisionsrækkerne.

- Kan vi få førsteholdet op i 3. division og andetholdet i serie-1, så er jeg overbevist om, at det også bliver lettere at holde på vores dygtige unge talenter, som ellers har en tendens til at flytte til klubber i nærheden med højere rangerende hold. Så det er helt klart vores ambition, lyder det fra Morten Winther Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...