VELGØRENHED: Himmerland Golf & Spa Resort skal for femte gang være vært - og igen samle pæne pengebeløb ind til Kids Aid

GATTEN: Himmerland Golf & Spa Resort skal for femte gang danne ramme om den populære golfturnering Stjerne Golf.

Det sker, når den velgørende organisation Kids Aid til sommer markerer sit 20-års jubilæum med et helt særligt jubilæumsarrangement, der løber af stablen fra 4. til 6. juni.

- Det glæder mig meget, at Stjerne Golf vender hjem til Himmerland i 2020.

Stolte af værtsskabet

- Vi er enormt stolte af igen at være en del af det store arbejde, Kids Aid udfører for syge og udsatte børn og deres pårørende.

Og at Kids Aid desuden kan fejre 20-års jubilæum i år, sætter kun barren for arrangementet endnu højere, erklærer administrerende direktør hos Himmerland Golf & Spa Resort, Mark Bering.

Sidste år samlede Kids Aid over to millioner kroner ind i forbindelse med StjerneGolf-turneringen, og til sommer håber man mindst at kunne matche sidste års resultat.

Traditionen tro bliver der en Stjerne Golf Pro Am-turnering, hvor virksomheder kan gå en golfrunde med kendte danskere på Himmerland Golf & Spa Resorts Garia Course.

Også resortets europatour-bane Backtee Course tages ved den lejlighed i brug.

Weekenden byder desuden på et brag af en gallafest.

Her bydes ud over en lækker middag på en charity auktion og underholdning fra nogle af landets førende musikere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...