En flok raske juniorspejdere i Støvring - klar til at gå på indkøb iført soveposer

STØVRING: Mange spejdergrupper holder fri i december, da der jo i denne tid foregår mange andre aktiviteter for de yngre aldersgrupper.

Det er der dog ikke tradition for hos Det Danske Spejderkorps i Støvring. Juniorspejderne i Støvring har tværtimod brugt julemåneden på et par spejderudfordringer – enten at tage mærket ”24 timer i sovepose” eller at tage mærket ”24 timer vågen”. Flere af spejderne valgte endda at tage begge mærker på en gang.

Det at opholde sig 24 timer i en sovepose lyder måske meget enkelt, men det er det nu ikke ubetinget, når man samtidig skal klare daglige gøremål som eksempelvis at handle ind og lave mad. Det var såledet et noget bemærkelsesværdigt syn, som mødte flere lørdagshandlende i Støvring, da 15 spejdere forleden kom gående gennem byen på vej til Rema 1000 iført soveposer.

”24 timer vågen”-udfordringen voldte - som ventet - ikke de store problemer i de lyse timer, men efterhånden som aftenen og natten skred frem, var der flere spejdere, der måtte opgive at holde øjnene åbne. En god håndfuld spejdere holdt dog ud hele natten, omend de var noget stive i blikket, da de blev hentet om morgenen af deres forældre.

For de to lettere klatøjede spejderledere – Randi Gindeberg og Birgitte Wilsted Simonsen - vankede der dagen efter også lige en omgang familiespejd.

Med de tre- til seks-årige familiespejdere blev der både løbet på skøjter, kastet med snebolde, og bygget snemænd og brunkagehuse. Pølsebakker gjorde det ud for skøjter, og sneboldene var til lejligheden lavet af vatkugler.

Spejderne i Støvring holder nu juleferie frem til 8. januar, hvor nye spejderudfordringer venter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...