Hør om Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Danmark i vikingetiden på rundvisninger ved Fyrkat. Første gang er 7. juli

Hør om Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Danmark i vikingetiden.

Muligheden er der flere gange i sommerens løb, når Aalborg Historiske Museum og Vikingecenter Fyrkat sammen inviterer på guidede rundvisninger i området omkring Harald Blåtands gamle ringborg ved Hobro.

7. juli, 21. juli og 4. august vises der rundt i området, hvor Fyrkat lå for godt 1000 år siden.

Her kan interesserede høre nærmere om det imponerende borganlæg, der blev bygget i år 980, men forsvandt igen få årtier senere.

Undervejs fortælles der også levende om de mennesker, der har boet ved Fyrkat, og om det liv, der er blevet levet i området, mens ringborgen var i brug i slutningen af 900-tallet, ligesom publikum inviteres med på gravpladsen, hvor datidens hobroensere blev begravet med deres gravgods.

Og alt sammen sættes det ind i et større billede af vikingetiden under kongerne Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store, der alle regerede i slutningen af vikingetiden i tiden omkring år 1000.

Ikke langt fra selve Fyrkat ligger Vikingegården, der også er en væsentlig del af Vikingecenter Fyrkat.

Her er der rundvisning 14. juli, 28. juli og 11. august.

Vikingegården ved Hobro er en rekonstruktion af en tilsvarende stormandsgård, der er fundet ved Vorbasse, bestående af i alt ni vikingehuse.

På den guidede tur rundt får man historien om gården i Vorbasse - og om de forskellige bygningers funktion - og der fortælles om dagligdagen på en rig bondegård i vikingetiden.

Man ser smedjen, huggehuset, grubehusene og beboelseshusene. Der smages på nogle af urterne i kålgården, og man kommer tættere på beboernes mange forskellige arbejdsopgaver.

Kort sagt får man et spændende indblik i livsvilkårene i vikingetiden, hvor langt de fleste boede på gårde, inden en forbedret skibsteknologi efterhånden muliggjorde opdagelsesrejser, øget handel med omverdenen og ikke mindst de berygtede plyndringstogter.

Rundvisningerne i borgområdet udgår fra Fyrkat Møllegård, mens man blot skal møde op ved Vikingegården for at blive vist rundt i det rekonstruerede vikingemiljø.

En billet til rundvisning på Fyrkat giver også adgang til Vikingegården og til Hobro Museum, hvor mange fund fra Fyrkat er udstillet, mens en billet til rundvisning på Vikingegården tilsvarende giver adgang til selve borgområdet og ligeledes til Hobro Museum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...