Skolen i Støvring forbyder rygning på skolens matrikel hele døgnet - og prøver samtidig at hjælpe i frikvartererne

STØVRING: Rygning er nu bandlyst 24/7 hos Forberedende Grunduddannelse (FGU) Himmerland.

Skolen har erklæret sig 100 procent røgfri.

Det betyder, at der ikke længere må indtages nogen former for tobak på skolens område på alle tider af døgnet.

Indtil videre er initiativet blevet taget godt imod hos både elever og personale.

Angiveligt har den røgfrie skoletid, som indføres i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og konsulenter fra Rebild Kommune, styrket det sociale fællesskab på tværs af de faglige linjer.

- Det glæder os, at vi nu har realiseret røgfri skoletid.

- Selvfølgelig har det været en stor omvæltning for nogle af eleverne, men generelt er det blevet taget godt imod.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at støtte og motivere eleverne i deres rygestop, fortæller rektor for FGU Himmerland, Kirsten Torp.

For at blive klædt bedst muligt på til at motivere eleverne til at stoppe med at ryge har lærere og personale fra FGU Himmerland i Hobro i løbet af de seneste måneder deltaget i en række seminarer og workshops i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

- Vi er glade for at se, at flere skoler og institutioner vælger at indføre røgfri skoletid for både elever og ansatte.

- Det har i høj grad en forebyggende effekt og hjælper de mange elever, der har et ønske om at stoppe med ryge.

Røgfri skoletid giver også mulighed for nye fællesskaber uden rygning som omdrejningspunkt, siger Maria Stage, der er projektleder ved Kræftens Bekæmpelse.

En gang om ugen får FGU Himmerland i Støvring besøg af en konsulent fra Rebild Kommune, som taler med de unge og deres lærere om rygningen.

For at hjælpe med at bekæmpe elevers rygetrang i pauserne tilbyder skolen desuden aktiviteter som kortspil, bordtennis, hockey og sundere snacks i køkkenet.

- Vi gør meget ud af, at personalet deltager i aktiviteterne sammen med eleverne i frikvartererne.

Dermed signalerer vi, at vi alle er i samme båd.

Det har givet et fantastisk socialt fællesskab på tværs af de faglige linjer, anfører Kirsten Torp.

Ud over skolen i Støvring har FGU Himmerlands afdelinger i Hobro og Aars ligeledes har indført røgfri skoletid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...