Bendt Egede Andersen anbefaler en rask travetur med start ved MosskovPavillonen

Skal juledagene bruges på en frisk og fascinerende gåtur i Rold Skovs smukke natur, får du her et godt bud.

Skovrider Bendt Egede Andersen synes selv, at han kommer alt for lidt ud i den skov, som omgiver hans kontor på alle sider. Men jobbet som skovrider indebærer jo mange timer bag skrivebordet på Naturstyrelsens kontor på Mosskovgård.

- Under den første corona-nedlukning i foråret blev der pludselig mulighed for at gå lange ture, men efterhånden som vi vendte tilbage til kontoret og dermed en mere normal driftssituation, har det indendørs igen taget over, smiler den lattermilde skovrider, der i øvrigt selv holder mest af september måned, hvor skoven står i al sin pragt, inden vinteren tager over.

Men juledagene er jo traditionernes tid, hvor familien gennem mange år er blevet samlet på skovridergården, og så er det oplagt at gå en juletur i skoven. En juletur, som i år videregives som en særlig julehilsen fra skovrideren til alle de skovgæster, som finder både smukke naturoplevelser og masser af frisk luft i hans skov.

- Skoven må gerne benyttes, og netop skoven rummer så meget ro og uforanderlighed, selvom træerne vokser hele tiden, og naturen hele tiden tager mange små skridt. Men det sker jo over lang tid, så derfor er vi forstfolk vant til, at arbejde med det, som vores forgængere har plantet.

- På samme måde giver vi jo nye beplantninger videre til kommende generationer. Statsskov i dag handler ikke om plantageskov men om at skabe naturlige og sammensatte skove med høj biodiversitet og smukke naturoplevelser, der gerne må betrædes og bruges, fastslår skovrider Bendt Egede Andersen.

- For mig er det helt essentielt, at folk har muligheden for at komme ud i skoven, for den kan så meget i forhold til en hektisk og travl hverdag.

På med traveskoene

Derfor lyder opfordringen fra skovrideren, at man skal tage traveskoene på i dagene mellem jul og nytår og gå en tur i skoven. Sæt bilen på den nye store parkeringsplads ved MosskovPavillonen og følg den røde rute på kortet. Husk at gå venstre om søen, da stien er ensrettet i disse coronatider.

- Oppe i søens nordvestlige hjørne drejer man skarpt til venstre og går lidt tilbage ad en lille sti, der går oppe på skrænten parallelt med stien nede langs søen. Knapt 50 meter fremme går man gennem lågen og ind i den indhegnede del af mosen, der omgiver St. Økssø. Følg nu skovbrynet op på bakken og nyd den anderledes udsigt over St. Økssø. Tag også gerne et kig på de små såkaldte nul-parceller, der viser hvad der vil ske med mosen, såfremt man ikke bruger får til at holde opvæksten nede.

- Længere fremme passerer man en af de få og nu tomme ammunitionsbunkere, der er tilbage i skoven. Bemærk at der er lavet huller over dørene, fordi de nu fungerer som vinterkvarter for flagermus, der hænger inde i bunkeren, siger Bendt Egede Andersen.

- Og længere fremme på turen bør man tage en afstikker ned til Jætterne Baghave, hvor man kan nye de store og majestætiske douglasgraner. De største er omkring 100 år gamle, og neden under dem kan man se både 1. og 2. generations efterkommere af disse træer, som dermed danner et lille økosystem over flere generationer. Længere fremme byder turen på kig ned i både Røverstuen og Hestegraven, som begge er store jordfaldhuller med drabelige røverhistorier fortalt på de opsatte skilte.

- Turen afsluttes langs med moseområdet ved lille Økssø, hvor et kig ud over mosen fra det nyligt renoverede fugletårn er et must.

- Vi arbejder med at hæve vandstanden i moseområdet, således at mosen får optimale vilkår, og dermed vanskeliggør vi opvækst af træer, der ellers vil skjule det flotte moseområde, hvis de fik lov til at vokse uhindret, slutter skovrider Bendt Egede Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...