Projekt til ”mange millioner” skal gøre idrætscenter til mødested for hele byen

Der foregår spændende ting i Skørping Idrætscenter i øjeblikket. Ikke bare på banerne, hvor idrætsglade i alle aldre igen giver den fuld gas efter et corona-forår og sommerferie. I kulissen er der igangsat et spændende og ambitiøst projekt, der skal tune idrætscenteret til fremtiden.

Projektet hedder ”Fremtidens SIC” (forkortelse for Skørping Idrætscenter, red.). Idéen til projektet startede egentlig med, at to af Skørpings aktive foreninger, der begge har udendørssport på programmet, begyndte at sysle med tanker om at lave eget klubhus i tilknytning til centeret.

De to foreninger er Rold Skov Orienteringsklub og Rold Skov Mountainbike. Førstnævnte har i dag klubhus et helt andet sted i byen og var på udkig efter nye lokaler, mens Rold Skov Mountainbike i høj grad bruger p-pladsen til omklædning, klublokale og socialt samvær.

Senere sluttede to andre klubber sig til idéen om egne faciliteter, nemlig Skovløberne Rold og Rold Skov Skiklub. Alle outdoor-grupperne har dog altid set området omkring Skørping Idrætscenter som et godt udgangspunkt for deres sport, men kunne ikke umiddelbart se sig i de eksisterende indendørsfaciliteter.

Det satte større tanker i gang hos forretningsudvalget i Skørping Idrætscenter.

Et stærkere samlingspunkt

- Vi stillede os selv spørgsmålet – ikke kun hvordan vi kunne hjælpe de fire foreninger – men hvordan vi i endnu højere grad kunne hjælpe hele byen, og gøre Skørping Idrætscenter til et endnu stærkere samlingspunkt. Hvordan vi kunne ændre centret fra at være et sted, hvor man primært dyrker indendørs holdsport, til at blive et sted, hvor byen mødes, og hvor man gerne vil blive hængende, fortæller Julie Mackenhauer, formand for Skørping Idrætscenter.

- Overordnet set vil vi også gerne være med til at fremme folkesundheden, hvor ”Sundhed og Trivsel” jo rent faktisk er et af FN’s Verdensmål. Her handler det om at få endnu flere til at dyrke forskellige former for idræt og fællesskaber, og her spiller indbydende og attraktive faciliteter en meget afgørende rolle.

400.000 kroner til forprojekt

På den baggrund blev alle interesserede inviteret til møde, hvor der blev nedsat en foreløbig arbejdsgruppe, der udover lokale foreninger og aktører, blandt andet også har deltagelse af DGI Nordjylland, Rebild Kommune og repræsentanter fra skole, SFO og dagtilbud i Skørping

Samtidig blev der søgt om penge hos lokale fonde, så der kunne laves et grundigt forarbejde, hvor fremtidens idrætscenter kunne skabes sammen brugerne, ligesom de enkelte foreninger også bidrog med et beløb efter eget ønske og formåen.

Samlet set betød det 400.000 kr. i kassen til forprojektet, med LAG Himmerland som største bidragsyder med 200.000 kr., mens Jutlander Fonden Himmerland har bidraget med 50.000 kr. Herudover er der planlagt et større velgørenhedsarrangement, som forventes at blive afviklet i Skørping i regi af skole, SFO og dagtilbud.

- Selvom 400.000 kroner måske virker af mange penge til konsulentydelser og et forprojekt, så er det af stor vigtighed. I samarbejde med blandt andet et arkitektfirma skal vores mange idéer og tanker omsættes til et konkret projekt og en handlingsplan, som er afgørende for den videre proces.

- Det gælder blandt andet, når vi skal ud og søge penge til den samlede finansiering af projektet, der kommer til at koste mange millioner. Her er det et krav fra forskellige fonde, at der ligger en grundig og gennemtænkt projektbeskrivelse, hvor brugerne har været med til at bestemme både indhold og retning. Derfor er det en meget vigtig proces.

- Det er også vigtigt at nævne, at forprojektet også omfatter faciliteter til blandt andre småbørn og outdoor-grupperne, som kan tages i brug med det samme, blandt andet vaskestationer, halvtag og udstyr til de mindste børn indendørs. Selve konsulentydelsen er kun en del af de 400.000 kroner, fortæller Julie Mackenhauer.

Skepsis vendt til begejstring

Forprojektet kommer blandt andet til at bestå af en række workshops med foreninger og andre aktører i Skørping, der alle kan byde ind med deres ideer til fremtidens udgave af Skørping Idrætscenter. Her forventes den første workshop at blive afholdt i oktober måned, og Julie Mackenhauer fornemmer stor begejstring omkring projektet.

- I starten var der en vis skepsis, hvor man godt kunne fornemme, at nogle tænkte, at det kommer til at tage lang tid, bliver for dyrt eller måske sågar aldrig bliver til noget alligevel. Men det er tydeligt at mærke, at de tanker allerede har rykket sig.

- Der er stor begejstring omkring projektet med en meget forskelligartet tilgang til visionerne bag. Nogle er med i projektet med ambitionen om, at Skørping også skal bidrage til FN’s Verdensmål. Andre er med fordi deres forening måske har et lille konkret behov, som de gerne vil sikre bliver opfyldt. Begge dele er lige vigtige i processen, og vi glæder os rigtigt meget til det videre arbejde med fremtidens SIC, slutter Julie Mackenhauer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...