13. november afgøres det, om byen når helt til tops blandt de ti byer i finalefeltet

Er Skørping Danmarks smukkeste stationsby?

Det kommer nu an på en prøve, efter at non-profit organisationen Historiske Huse netop har udskrevet en konkurrence, der løbet frem til fredag 13. november.

Blandt de i alt godt 500 danske stationsbyer er ti nomineret til at kæmpe om titlen som ”Danmarks smukkeste stationsby”, og her er Skørping altså iblandt. Som den eneste nordjyske finalist udover Sindal.

Et panel på fem eksperter har udvalgt de nominerede byer, og nu er det så op til befolkningen generelt at afgøre, hvilken stationsby der i sidste ende skal løbe af med prædikatet som Danmarks smukkeste.

Man kan afgive sin stemme på hjemmesiden historiskehuse.dk - og her kan man også se en film med de nominerede byer, som de ser ud i dag.

Specifikt om Skørping hedder det, at ”Skørping Station blev opført i 1898 på banestrækningen mellem Randers og Aalborg i den nordlige del af Rold Skov. Da damplokomotiverne krævede forsyning af kul og vand undervejs på deres rute, blev Skørping Station etableret som ”vandstation”, og dermed er byen, i modsætning til andre stationsbyer fra samme tid, ikke anlagt i tilknytning til en eksisterende landsby, men som ren stationsby. Siden er byen Skørping vokset op omkring stationsmiljøet, hvor flere af de oprindelige funktioner, som f.eks. vandtårnet og gæstgiveriet er bevaret. Byens bevaringsværdier knytter sig til stationsmiljøets funktionsbygninger og arkitektur, heriblandt stationsbygningen og vandtårnet, som begge er fredede, posthuset, den gamle gæstgivergård samt de omkringliggende villaer inkl. tandlægehuset. Skørping Stationsby har stor værdi, som skyldes den tydeligt aflæselige udvikling omkring jernbanen. Det centrale stationsmiljø i Skørping har bevaret sin integritet og mange af sine oprindelige bygningsværker, der indeholder store arkitektoniske kvaliteter”.

Hele idéen med at kåre Danmarks smukkeste stationsby er ”at sætte fokus på de helt særlige og uerstattelige kvaliteter, som vi stadig har i mange stationsbyer, og som vi bør passe på i fremtiden”.

- Undersøgelser viser, at der er stor interesse blandt danskerne for kulturmiljøer, der kan fortælle om byggeskik, arkitektur og kulturhistorie.

- Kulturarven skaber livsglæde og fællesskaber og er løftestang for lokal udvikling. Og netop stationsbyerne er rige på historiske kulturmiljøer og bygningsarv, og de har et potentiale både nu og i fremtiden, når det gælder bosætning, beskæftigelse og turisme. Og ikke mindst lokal identitet og stolthed uden for de store byer. Derfor skal vi passe godt på vores stationsbyer, siger Birthe Iuel, direktør i Historiske Huse.

Afstemningen løber frem til torsdag 12. november kl. 9, og vinderen offentliggøres på Historiske Huses hjemmeside.

I forbindelse med konkurrencen relancerer Historiske Huse i øvrigt bogen ”Historicismens Huse – en bevaringsguide” skrevet af arkitekt Jeanne Brüel.

Guiden forklarer på en lettilgængelig og pædagogisk måde, hvordan man renoverer og ombygger med respekt for historien, når det gælder netop den hus- og bygningstype, som præger de fleste stationsbyer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...