Det hele sparkes i gang i aften og onsdag, hvor Kinorevuen viser ”Film under nattens stjerner”. Filmene vises ved Skørping Centret, og der er gratis adgang

SKØRPING: Skørping Byfest byder på mange forskellige spændende og sjove aktiviteter i de kommende dage, som vi tidligere har skrevet om her i Rold Skov Bladet.

Det hele sparkes i gang tirsdag og onsdag, hvor Kinorevuen viser ”Film under nattens stjerner”. Filmene vises ved Skørping Centret, og der er gratis adgang.

Før og under arrangementet vil der være mulighed for at købe drikkevarer, snacks m.v.

Tirsdag aften kl. 21.30 vises Ternet Ninja

Danmarks største komiker, Anders Matthesen, står - sammen med flere af nøglefolkene fra biografsuccesen ”Terkel i Knibe” - i spidsen for den animerede filmudgave af sin børnebogs-bestseller Ternet Ninja.

Ternet Ninja er en film for både børn og voksne. Den står på masser af action, humor, lidt gys og en god knivspids ”moralsk opsang”. Folk der i sin tid har set og nydt ”Terkel i Knibe” vil få et glædeligt gensyn med flere af de gamle karakterer.

Onsdag aften kl. 21.30 vises A Star is born.

Bradley Cooper spiller den erfarne musiker Jackson Maine, der ved et tilfælde opdager - og bliver stormende forelsket i kunstneren Ally. Hun knokler som servitrice og har næsten opgivet sin drøm om at slå igennem som sangerinde... indtil Jack lokker hende ind i spotlightet. Men selvom Allys karriere hurtig tager fart, vakler deres skrøbelige kærlighedsforhold, da Jack kæmper en hård kamp mod sine indre dæmoner. Bradley Cooper spiller hovedrollen. Han har også instrueret og skrevet manuskriptet til filmen. Overfor ham optræder sangerinden Lady Gaga i en sjælden filmrolle. Filmen var nomineret til syv Oscars, og vandt en - for ’bedste originale sang’.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...