Niels rask er ny ejer af bodegaen, mens Ole Frederiksen er forpagter

SKØRPING: Det trofaste stampublikum på Skørping Bodega har spejdet forgæves de seneste uger. Det hyggelige værtshus har nemlig været lukket. Men bare rolig. Skørping Bodega åbner snart igen – og det bliver i en ny og moderniseret udgave.

Der var engang tre beværtninger i Skørping. Kroen, ”Stalden” og Skørping Bodega. De to første er lukket for længst, mens bodegaen har levet sit eget hyggelige liv på Torvet. Det fortsætter den med, men efter mange år med Povl og Virve Jensen ved roret, er det nu Ole Frederiksen, der skal stå i spidsen for bodegaen.

Ændringen sker efter at købmand Niels Rask før jul købte ejendommen på Torvet og dermed også bodegaen. Han ville ikke selv drive stedet, og var på udkig efter en forpagter. Her meldte Ole Frederiksen sig på banen.

- Jeg kommer fra et job som ekspeditionschef, så jeg er helt ny i værtshusbranchen, men jeg glæder mig utroligt meget, fortæller Ole, der sammen med en række lokale håndværkere i disse dage er i gang med at give bodegaen den helt store tur indvendigt.

- Jeg tror, at bodegaen har stået i sin oprindelig udgave siden den så dagens lys midt i halvfjerdserne, så det er bestemt en tiltrængt modernisering. Tidligere husede lokalerne en frisørsalon og derefter en grillbar, som stille og roligt blev forvandlet til en bodega, og sådan har det været siden.

Med den nye modernisering håber Ole, at forvandle bodegaen til et mere bredt samlingssted i Skørping.

- Det skal være et sted, hvor alle har lyst til at komme. Også bare for at få en kop kaffe. Det skal også være stedet, hvor vi sammen kan se en god fodbold- eller boksekamp og hygge os. Stedet, hvor fodbold- eller håndboldholdet tager hen efter kamp eller træning for at få deres sejrsøl. Der er et rigtigt stort potentiale, som jeg glæder mig til stille og roligt at arbejde med og udvikle på, fortæller Ole.

Niels Rask er glad for, at Ole har grebet stafetten som ny forpagter:

- Bodegaen er et vigtigt og hyggeligt samlingssted for Skørping, og der skal lyde en stor tak til Povl og Virve, der har drevet stedet i mange år. Nu er jeg overbevist om, at Ole er den rette mand til at drive og udvikle stedet, fortæller Niels Rask, der til oktober måned overdrager den sidste ejerandel af Meny i Skørping til sin efterfølger Jeppe Pedersen. Men bodegaen beholder han!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...