RUNDT: Støvring vognmand Oluf Nielsen fejrer sammenlagt 200 år - hvis man lægger runde fødselsdage og runde store og små jubilæer sammen

STØVRING: Olesens Busser i Støvring fejrer i år et sjældent og fornemt 100 års jubilæum.

Men ikke nok med de - busejer Oluf Nielsen fylder selv 60 år og kan samtidig fejre 30 års jubilæum som selvstændig vognmand.

Samtidig er det 10 år siden, at virksomheden flyttede ind på den nuværende adresse i Støvring.

Lægger du tallene sammen, giver det såmænd 200 år - og fuldender et sjældent femkløver af runde tal.

Grundlagt i 1920

Olesens Busser blev grundlagt af Jørgen Olesen i 1920.

Dengang med en enkelt lastbil og en almindelig lille bil.

Sidenhen overtog sønnen Oskar Olesen forretningen og begyndte at køre skolebus mellem Sørup og Støvring.

Da Oskar døde i 1974, overtog hustruen Mary sammen med børnene Jonna og Bent tøjlerne.

Trekløveret styrede forretningen indtil 1988, hvor Bent døde, og svigersønnen Lars i stedet kom med om bord.

Året efter kom Oluf Nielsen ind i billedet.

Egentlig lå det i kortene, at Oluf skulle være landmand.

Egentlig var han til landbrug

Han gik da også på landbrugsskole, men efter et ferieafløserjob som chauffør på mejeriet i Støvring fik han smag for en tilværelse bag rattet.

Det betød, at Oluf Nielsen i 1989 begyndte at køre som buschauffør hos Olesens Busser.

Allerede året efter - i 1990 - blev han, som den eneste fastansatte chauffør tilbudt at købe en halvpart i forretningen.

Den købte han, og ni år senere - i 1999 - erhvervede Oluf Nielsen den anden halvpart og blev dermed ene om at eje virksomheden.

Den beskæftigede på det tidspunkt tre medarbejdere og rådede over færre end under en håndfuld biler.

I dag er tæller Olufs vognmandsforretning 40-50 medarbejdere, og en vognpark på 30 forskellige biler i varierende størrelser. Så der er sket meget i tidens løb.

Masser af opgaver

- Vi har en bred palette af vognmandsopgaver.

Blandt andet kører vi en række faste ruter for NT (Nordjyllands Trafikselskab, red.), hvor vi står for busdriften, ligesom vi har rigtig mange faste kunder, som vi har kørt for i mange år.

- Det gælder blandt andre Aalborg Kongres & Kulturcenter, Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Garden og så selvfølgelig rigtig mange idrætsforeninger i lokalområdet.

- Vi har også mange busture til en række forskellige destinationer.

Alt fra endagsture rundt omkring i Danmark til længere busrejser udenlands.

Endelig har vi selvfølgelig også handicapkørsel og traditionel taxakørsel, fortæller Oluf Nielsen, der allermest vil sidde bag rattet, men som også bruger en del tid på kontoret, hvor han får god hjælp af Karin Ødum og Tommy Kruuse Andersen.

Savner unge kræfter

Og som tidligere nævnt fylder Oluf Nielsen 60 år i foråret.

Men generelt er det med den modne alder lidt en udfordring i branchen.

- Vi mangler nogle yngre kræfter. Unge mennesker, der gerne vil ud og opleve verden som chauffør.

- Jeg har selv haft mange fantastiske oplevelser, så jeg håber virkelig, at der kommer nogle nye energiske, unge mennesker på et tidspunkt, efterlyser Oluf Nielsen.

- Unge, som kan komme ind og være med på sidelinjen, og så måske overtage på et tidspunkt, opfordrer Oluf Nielsen.

Han indleder markeringen af de sammenlagt 200 jubilæumsår med et arrangement i Stubhuset i Støvring torsdag den 12. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...